Det skulle have været så godt, men endte skidt. Ægteskabet mellem Liverpool og Bruno Cheyrou er tilendebragt - til glæde for begge parter. Efter udlånsperioder hos Marseille og Bordeaux er den tidligere franske landsholdsspiller skiftet til Rennes efter fire rædselsfulde år som Liverpool-spiller.
I 2002 købte Merseyside-klubben Cheyrou i Lille for 3,7 millioner pund (ca. 40 millioner kroner efter dagens kurs). Det var et lysende talent, som Liverpool dengang sikrede sig. Cheyrou blev kaldt ’Den nye Zidane’ og var en del af den franske landsholdstrup, men han blev aldrig noget hit på Anfield.
Blot 31 optrædener og to mål i Premier League blev det til for nu 28-årige Cheyrou. ’Den nye Zidane’ endte desværre med i stedet at blive en ny Bernard Diomede for Liverpool. Diomede skiftede som fransk landsholdsspiller fra Auxerre til Liverpool i år 2000, men ligesom Cheyrou floppede fuldstændig efter skiftet til The Reds.
Denne artikel kan ikke kommenteres