Om få uger er der sommerpause i de danske divisioner, og det udnytter et par spillere fra Nordjylland til at prøve lykken i New Zealands vinterliga. Lindholms Karsten Viborg og Blokhus FC's viceanfører Andreas Damgaard rejser således om på den anden side af jorden for at teste talentet af.
- Vi kommer derned og når forhåbentligt de sidste tre-fem kampe i deres regionale vinterliga. Det er naturligvis ikke for pengenes skyld, men i høj grad for oplevelserne, siger Karsten Viborg til bold.dk.
Den danske duo skal tørne for Manurewa AFC en måneds tid, og håbet er derefter, at en af klubberne fra den nationale sommerliga fatter interesse og forlænger deres ophold.
- Manurewa har et samarbejde med Auckland City, der netop har vundet Oceaniens svar på Champions League, så måske er der en mulighed der. Hvis man kommer på kontrakt i sommerligaen, så kan man vist leve af det, og det kunne da være spændende, siger Viborg, der har set lidt video fra kampe i den bedste nationale række.
- Det er selvfølgelig svært at bedømme på forhånd, men de bedste hold i New Zealand ligger nok niveaumæssigt omkring midten af den danske 1. division, måske lidt højere vil jeg skyde på.
Manurewa AFC er lige nu nummer syv af ti hold i NRFL Premier, som den regionale liga, hvor Viborg og Damgaard skal slå sine folder, hedder.
mikael@bold.dk


Jammerbugt FC
Lindholm
Auckland City FC
Betinia Liga
CampoBet 2. division





























