Siden nedrykningen fra Superligaen blev en realitet fik HB Køge-spillere som Rytis Leliuga og Mikkel Christoffersen besked på, at deres kontrakter ikke blev forlænget, mens Martin Arlofelt, Kenneth Sørensen, Morten Nielsen, Nicklas Svendsen og Emmanuel Ake alle fik at de var frie til at søge nye græsgange, selvom deres kontrakter løb et halvt eller et helt år endnu.
Kenneth Sørensen, der blandt andet kan begå sig i højresiden, har siden været til prøvetræning i Viborg og FC Hjørring, og nu ligger det fast, at det bliver Kim Poulsens mandskab, der får glæde af ham.
Sørensen har således sat sin autograf på en etårig aftale med FC Hjørring, der i sidste sæson blev en suveræn vinder af 2. division vest, og derfor er at finde i Danmarks næstebedste række, når det igen går løs.
- Jeg har prøvetrænet heroppe i ugens løb, og det er gået godt. De har kunnet se mig an, og jeg har kunnet se dem an. Nu har det udmøntet sig i en kontrakt på et år, siger Kenneth Sørensen til bold.dk.
Selvom FC Hjørring er oprykker, er 28-årige Sørensen ikke i tvivl om, at nordjyderne klarer frisag.
- Vi kan sagtens begå os. Nu skal jeg selv lige finde mig til rette på holdet, men det kommer med tiden. Vi skal nok klare den. Der skulle være gode muligheder for at kunne overleve. Nu må vi se om 30 kampe, lyder det fra en glad Kenneth Sørensen.
FC Hjørring åbner sæsonen ude mod Næstved, der i sidste sæson havde Kim Poulsen som træner.
houlind@bold.dk


HB Køge
Vendsyssel FF
Betinia Liga






























