I går præsenterede 1. divisionsoprykkerne Brønshøj offensivspilleren Lasse Fosgaard som forstærkning frem mod samme sæson. Den tidligere Avarta-spillere afslørede ellers tidligere på sommeren, at han havde tilbud fra Superliga-klubber og klubber fra toppen af 1. division.
- Men ingen af tilbudene var attraktive nok. Enten fordi jeg skulle rykke til Jylland eller fordi, jeg ikke i første omgang havde udsigt til den mængde spilletid, som jeg skal bruge til at udvikle mig videre, siger Lasse Fosgaard til bold.dk og forsætter:
- Nogle af de tilbud, der var fra 1. divisionklubberne, fravalgte jeg fordi, det ikke ville være så nemt at komme videre derfra, som jeg nu relativt nemt kan fra Brønshøj. Det er nogle klausuler min aftale med Brønshøj, som muliggør det, hvis det bliver aktuelt på et tidspunkt.
Den 23-årige kantspiller har forsat ambitionerne i orden og tror på, at han har valgt rigtigt med Brønshøj.
.- Jeg udviklede mig rigtigt meget i Avarta, og jeg er rigtig glad for min tid der. Men jeg synes, springet fra 2. division til Superligaen var for stort lige nu. Men jeg har stadig ambitioner om at komme til at spille i Superligaen. Først skal jeg bare bevise mit værd i 1. division, og der er Brønshøj en super mulighed fordi, jeg har en rimelig god chance for at få fast spilletid.
- I Avarta spillede vi med i toppen, men nu vil jeg og Brønshøj blive udfordret på en ny måde, da vi skal kæmpe for overlevelse i 1. division, og det vil være med til at udvikle mig. Selvom materialet i Brønshøj på papiret måske er til en midterplacering, så tror jeg lige, vi skal vænne os til tempoet og spilles ordentligt sammen først. Måske kan vi efter den første halvsæson begynde at kigge lidt mere opad.
Udover Lasse Fosgaard har Brønshøj blandt andet også fået tilgang af stærke navne som Rasmus Pedersen, Patrick Wozniacki, Martin Jürgensen og Danny König.



Brønshøj Boldklub
Betinia Liga



























