Den lille klub fra den sydligste Skotland er lidt af en sensationshistorie i skotsk fodbold.
Det er blot fire år siden, den blev optaget i det skotske ligasystem, men efter oprykning to sæsoner i træk og kvalifikation til pokalfinalen er Gretna nu klar til UEFA Cuppen i den kommende sæson. Det blev klart, efter pokalfinale-modstanderen Hearts i går med en 1-0 sejr satte sig på en Champions League-plads i den kommende sæson.
Dermed er Gretna kvalificeret til UEFA Cuppen, uanset om klubben vinder eller – mere sandsynligt – taber pokalfinalen.
Klubejer Brooks Mileson har allerede løftet sløret for, at klubben spiller sine europæiske kampe på Motherwells Fir Park, da dens eget Raydale Park kun har plads til 3.000 tilskuere og ikke lever op til europæisk standard.
Gretna er en forholdsvis ung klub, der ikke har eksisteret i mere end 60 år i år.
I de første mange år af sin levetid spillede klubben ikke engang i skotsk fodbold, men var med i seriefodbold i det engelske Cumberland-område.
Fra 2002 blev klubben optaget i skotsk ligafodbold, og den sikrede sig for nylig oprykning for andet år i træk, så den fra den kommende sæson spiller i den næstbedste skotske række, 1. division.
Klubben er altså gået fra den fjerdebedste skotske række til UEFA Cuppen på blot to sæsoner, og det er formentlig en rekord af en art.
Rekorder har klubben også sat masser af i de senere sæsoner. I sidste sæson satte klubben rekord for Skotlands 2. division med 13 sejre i træk, med flest point (80), med flest scoringer (87) og med den hurtigste oprykning nogensinde, mens topscorer Kenny Deuchar satte rekord for rækken med 24 ligamål.
Deuchar, der er uddannet læge, scorede i den sæson 41 mål i 40 kampe i alle turneringer og er også i denne sæson topscorer med 18 ligatræffere.
Klubbens anden angriber James Grady, en 35-årig veteran med en fortid i Dundee United, har scoret 16 ligamål i denne sæson og blev for nylig af sine spiller-kolleger kåret til Årets Spiller i 2. division i Skotland.
Blandt holdets profiler er desuden wingen Ryan Baldacchino, der har fået sin uddannelse i Bolton og Blackburn, den tidligere Hibernian-anfører John O’Neil (34 år) og det tidligere Newcastle-talent Ryan McGuffie (13 sæsonmål fra midtbanen).


Hearts
Premiership
Europa League
League One
Scottish Cup
Gretna






























