Hattrick-helt: Profil ville brække mine ben
2009-12-06 09:00:01
Foto:

Hattrick-helt: Profil ville brække mine ben

bold.dk vil hver dag frem til jul tegne et lille portræt af en spiller, der har scoret hattrick i Superligaen. I dag er det nedrykningskongen Lars Brøgger, der i sin tid i Fortuna Düsseldorf, blev truet med, at få smadret sine ben, fordi han havde slået profilen Günter Breitzke af holdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Der har aldrig rigtigt været tvivl om Lars Brøggers fodboldtalent. I sine ungdomsår slog han folderne i Amager-klubben AB 70, og det gjorde han så godt, at han skulle have nye udfordringer for at blive matchet.

- Jeg blev rykket op på førsteholdet, der spillede i Københavnerserien, som ynglingespiller, men havde det for let og kunne faktisk gøre, som det passede mig. Ole Mørch var træner i Frem på det tidspunkt, og han gav mig muligheden for at komme derud, siger Lars Brøgger til bold.dk.

Efter en vellykket prøveperiode skrev offensivspilleren kontrakt med Valby-klubben i 1990, og Brøgger slog hurtigt til på den store scene. I sin hjemmebanedebut oplevede han et af karrierens højdepunkter, da han sikrede en 1-0-sejr over Brøndby 25 sekunder før tid, og det var også i sin første periode i Frem, at Brøgger scorede sit hattrick i Superligaen i en kamp mod OB den 28. juli 1991.

- Det var en kamp, hvor der slet ikke var noget fokus på vores hold. Det var nemlig Lars Elstrups første kamp, efter at han var kommet hjem fra udlandet. Det hele drejede sig om ham. At en 21-årig dreng, der var lagerekspedient, skulle stjæle billedet, tror jeg ikke, de havde regnet med. Men det var en helt vild fed kamp at spille. Vi rejste dertil som underdogs og kørte dem ud af banen, siger Brøgger om 5-2-sejren.

Brøgger tog i det hele taget dansk fodbold med storm, og også i udlandet havde man fået øjnene op for spillerens uomtvistelige talent. Efter at have afvist 1860 München og en græsk klub skrev han i stedet under med Fortuna Düsseldorf fra den tyske Bundesliga.

- På to år gik jeg faktisk fra Københavnerserien til den tyske Bundesliga. Det gik utroligt hurtigt, men jeg følte, jeg var klar på det tidspunkt, dog var jeg så uheldig at blive skadet, lige da jeg kom derned.

- Jeg var lige flyttet hjemmefra, og så skulle jeg pludselig flytte 800 kilometer længere væk fra mor og far. Det var lidt svært i starten, men jeg havde min kæreste med, og vi havde en god tid dernede. Vi lærte et nyt land at kende og fik en masse fantastiske venner, så jeg er glad for, at jeg tog springet og fik en masse fantastiske oplevelser, også med Düsseldorf, selvom vi godt nok rykkede ned to år i træk.

Trods de gode oplevelser, fandt Brøgger også ud af, hvorfor der findes modstandere af præstationslønningerne, som mange spillere aflønnes efter i tysk fodbold.

- Den ene gang, jeg fandt ud af det var, da vi spillede i 2. Bundesliga. Jeg slog Günter Breitzke af holdet. Han sagde til mig til træning, at han ville brække benene på mig, fordi jeg havde taget hans plads. Han gjorde ikke advarsel af truslen, men det var ikke så behageligt. Jeg var kun et par og tyve år, og han var en stor spiller, der var hentet i Dortmund og lige havde vundet den tyske pokalfinale. Det var lidt skræmmende, men jeg beholdt min plads, og lod ham sejle sin egen sø. Jeg skulle måske nok have nævnt det for træneren eller manageren, men det fik jeg aldrig gjort.

Efter de to nedrykninger med Düsseldorf blev amagerkaneren både udlejet til OB og hollandske Dordrecht. Særligt på Fyn havde Brøgger det godt, men parterne kunne ikke nå til enighed om en ny aftale. I stedet rykkede han til Danmark fra Tyskland i 1996 uden en aftale med nogen klub. Det fik han dog snart, og det var et kulturchok, der ventede.

- Ikast henvendte sig og spurgte, om jeg ville lave en toårig aftale. Jeg havde aldrig set Ikast som en by, men derimod som noget, man bare kører igennem. Men jeg besluttede mig for at sige ja, og så fik jeg ellers et chok, da jeg sammen med min kone skulle over og underskrive kontrakten en lørdag eftermiddag. Vi så stort set ingen mennesker derovre, og vi tænkte: 'Hvad fanden er det, vi har rodet os ud i'.

- Men det blev en af de bedste tider i min fodboldkarriere. Jeg havde personlig succes, Vi rykkede godt nok ned det første år, men rykkede så op igen året efter Jeg forlængede så min aftale, men Silkeborg kom til og købte mig.

I Silkeborg var Brøgger blandt andet med til at vinde Landspokalturneringen og bronzemedaljer i samme sæson, ligesom han også var en del af det hold, som den unge og debuterende træner Morten Bruun på mirakuløs vis reddede fra nedrykning efter at have afløst fyrede Benny Johansen.

Næste år rykkede Silkeborg imidlertid ned med Viggo Jensen ved roret, og så var Brøggers tid i Silkeborg slut efter fem års tro tjeneste. I stedet vendte han tilbage til Frem i 2003, der netop var rykket op i Danmarks bedste række.

- Nu havde jeg været ude i så mange år og ville gerne hjem til Sjælland igen. Børnene skulle i skole, så det passede os smaddergodt, at vi fik muligheden for at komme hjem til Amager igen. Vi havde et skidegodt hold, men formåede ikke at holde vores føringer og jeg tror, vi tabte syv eller otte kampe, hvor vi havde været foran, og det var det, vi rykkede ned på.

Efter et par år i 1.division, hvor Brøgger også oplevede at være spillende assistenttræner, fik han ikke sin kontrakt forlænget og rykkede i stedet til Fremad Amager, hvor han blev genforenet med Benny Johansen.

- Jeg var skadet hele tiden og spillede kun to kampe på et halvt år, og så tænkte jeg, at jeg ville slutte af i AB 70 for at se, om der var mere i de gamle ben. Det lykkedes at få nogle kampe, så ringen sluttede meget perfekt.

Brøgger oplevede også at rykke ud af 2. division med AB 70 i 2007, og har man sagt Brøggers navn, så har man stort set også sagt nedrykning.

- Jeg kan godt ærgre mig over alle de nedrykninger, jeg har oplevet. Tager man den sidste med i AB70 er det blevet til otte, så det har været en skuffelse. Det er jo ikke kun min skyld, men det er lidt uheldigt, at jeg er havnet i de klubber, hvor nedrykninger er kommet på tale, siger den nuværende chauffør og lagerarbejder, der stadig har en smule kontakt til fodboldens verden.

- Jeg træner nogle drenge fra årgang 97 ude i Dragør et par gange om ugen. Det er utroligt spændende at se, at de rykker sig.

Det blev aldrig til en A-landskamp for Lars Brøgger, der var oppe imod nogle rigtigt store navne, men til gengæld oplevede han at være med Ligalandsholdet i 1998, hvilket også står som et af karrierens højdepunkter.

houlind@bold.dk

Annonce
Annonce

15 kommentarer

Se kommentarer
Annonce