


Holstebro viste sig at blive en rigtig svær modstander for de regerende pokalmestre fra Brøndby IF. Hjemmeholdet satte sig på kampen fra første fløjt og her fik specielt anfører Kim Christensen flere gange splittet gæsternes bagerste kæde og sendt bolden ud til de to fløje, men de helt store målchancer blev det ikke til for hjemmeholdet i kampens indledende fase.
I den anden ende havde Tobias Mikkelsen og backen Daniel Wass held til at komme til baglinjen et par gange og de to fik da også sendt et par indlæg ind i feltet, men desværre for dem var ingen af holdkammeraterne fulgt med ind.
Tyve minutter inde i kampen var hjemmeholdet rigtig tæt på at komme i front, da Kim Christensen på baglinjen satte Daniel Wass af og fortsatte ind i feltet hvorfra han fyrede på mål, men til hjemmepublikummets store skuffelse susede bolden på tværs af målet og røg ud over den sidelinjen.
Claus Kjærgaard, Kenneth Andersen og Rasmus Rathe var hele tiden en udfordring for Køhlerts bagerste og ti minutter før pausen mistede Pierre Kanstrup bolden til netop Claus Kjærgaard, der pludselig var helt alene med Michael Tørnæs.
Kjærgaard valgte imidlertid at sende bolden videre til Rasmus Rathe, der havde et helt frit mål foran sig, men af en eller anden grund fik han ikke sendt bolden af sted og pludselig så det ud til, at chancen var forspildt. I sidste ende havnede bolden for fødderne af Kim Christensen, der ikke tog sig nogen betænkningstid, men bare hamrede bolden ind forbi Tørnæs til 1-0.
I den anden ende var Brøndby tæt på at svare igen, men hovedstødet røg over mål og udover et par skud fra distancen kom gæsternes Kasper Lorentzen, Mustafa Hassan og Peter Madsen ikke frem til det helt store i første halvleg.
Fra anden halvlegs start var indstillingen en helt anden hos gæsterne fra Brøndby og der var blot spillet et par minutter, da indskiftede Ousman Jallow blev sendt i dybden, men hans afslutning sad dog lige i hænderne på Holstebros keeper Morten Jakobsen.
Efter et lille kvarters spil sendte Peter Madsen et rigtig godt forsøg af sted, men Morten Jakobsen fik endnu en gang reddet kastanjerne ud af ilden for Holstebro. Det samme var tilfældet få minutter senere, da et indlæg endnu en gang nåede ind til Peter Madsen som headede på mål. Jakobsen fik i første omgang afværget situationen, men han kunne ikke holde fast i bolden, som Ousman Jallow var først over og sikkert sendte op i nettaget.
Bare et par minutter senere var Jallow igen på spil. Alexander Farnerud førte bolden op og sendte den ud i venstre side til Kasper Lorentzen, som fra baglinjen sendte bolden ind foran mål. Her dukkede Jallow op og bragte Brøndby foran 2-1.
Små tyve minutter før tid sendte Holstebro den tidligere Brøndbyangriber Bo Hansen på banen, men ’Bomber Bo’ fik ikke scoret mod sin gamle arbejdsgiver og Brøndby vandt kampen 2-1.


Brøndby IF
Holstebro Boldklub
Oddset Pokalen
































