Da Skive i sidste uge ansatte den tidligere Silkeborgprofil Michael Hansen som assistenttræner, var han ikke den eneste, der var inde i billedet. Den tidligere AGF’er Jesper Sørensen var også på Skives liste, men han ønskede ikke at tage jobbet på nuværende tidspunkt.
- Jeg fik en forespørgsel, men det var jeg ikke så interesseret i lige nu og her. Jeg er jo næsten lige stoppet med at spille, så spillende assistenttræner var ikke så interessant for mig, siger Jesper Sørensen til bold.dk.
Det betyder dog ikke, at Jesper Sørensen ikke ser sig selv som træner. Han vil meget gerne fortsætte i fodboldens verden og meget gerne som træner for et hold.
- Det kunne jeg da sagtens forestille mig. Jeg vil meget gerne træne, det er helt sikkert. Jeg kunne langt bedre forestille mig et job som cheftræner end som assistenttræner, griner Jesper Sørensen og fortsætter.
- Nej, men jeg kunne godt tænke mig at træne og man skal jo starte et sted, og det ville sikkert være fint at starte som assistenttræner.
I øjeblikket er det dog ikke så aktuelt, og Jesper Sørensen har endnu ikke beskæftiget sig med, hvor han kan indlede sin trænerkarriere.
- I starten her vil jeg i hvert fald godt lige have lov at slappe lidt af med familien og hygge os lidt. Det har vi trængt til i et stykke tid, slutter Jesper Sørensen.
jakob@bold.dk


AGF
3F Superliga






























