AC Horsens ansatte i dag Johnny Mølby som ny cheftræner, og forlod i den forbindelse sin post som assistenttræner i AGF. Århusianerne har i stedet for ansat Jesper Sørensen, der for to år siden stoppede sin aktive karriere i klubben.
- Det har været vigtigt for os, at vi havde en fuldgod erstatning på plads, inden vi lod Johnny gå, og med Jesper får vi en assistenttræner, som Erik har peget på, og som jeg ved, hvad står for. Jesper kender klubben ud og ind, og både fodboldfagligt og menneskeligt besidder han meget fine kvaliteter, som jeg er sikker på, vi får stor gavn af, siger sportsdirektør Brian Steen Nielsen.
Jesper Sørensen glæder sig over, at AGF viser ham tillid og giver ham mulighed for at forfølge sine trænerambitioner.
- Jeg har hele tiden vidst, at jeg på et tidspunkt ville prøve at gå trænervejen, og jeg er glad for den tiltro, AGF viser mig. Det bliver spændende at få mulighed for at sætte sit præg på tingene, og jeg føler mig sikker på, at jeg kan bidrage med en masse i forhold til det daglige arbejde med spillerne og det rent taktiske - velvidende, at det i sidste ende ikke er mig, der træffer beslutningerne, siger Jesper Sørensen.
Som aktiv spillede Jesper Sørensen 191 kampe for AGF.


AGF
3F Superliga





























