Ikke tidligere har man i dansk fodbold set en sponsor, der kommer med så offensive udmeldinger som Brøndbys storsponsor Jesper Nielsen. Kasi Groups direktør presser gang på gang den sportslige ledelse, noget Kent Nielsen og direktør Frank Buch Andersen har bedt ham skrue lidt ned for.
- Kent Nielsen må vænne sig til, at han har en meget passioneret hovedsponsor. Hvis ikke han havde Jesper Nielsen, kunne han godt trække fem-seks af sine spillerprofiler fra, siger Jesper Nielsen til Jyllands-Posten.
Storsponsoren har i den seneste tid været noget utilfreds med, at han ikke er blevet informeret om blandt andet fyringen af Hermann Haraldsson og ansættelsen af den nye direktør, Frank Buch Andersen.
- Prøv at tænke på, hvor meget man laver for hvert år at fremskaffe de mange millioner kroner, som vi lægger deroppe. Der skal også være den respekt fra Brøndby IF om, at den mand skal informeres. Jeg skal ikke have veto eller noget, men jeg vil informeres, siger Nielsen.
Jesper Nielsen arbejder i øjeblikket på at indgå en ny aftale med Brøndby. En aftale, som ifølge Kasi Group-direktøren vil revolutionere klubben.


Brøndby IF
3F Superliga






























