2008-12-06 10:01:01
Foto:

Klub 1: Jeg fandt det håbløst

bold.dk vil hver dag frem til jul tegne et lille portræt af en spiller, der har fået en enkelt landskamp for Danmark. I dag er det Heine Fernandez, der i en sen alder havde muligheden for flere optrædener. Den snu målræv var dog ikke interesseret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Heine Fernandez spillede sin eneste landskamp, da Danmark, under Richard Møller Nielsens ledelse, tilbage i 1991 spillede 0-0 med Island i en venskabskamp i Reykjavik. Angriberen, der kom ind midtvejs i anden halvleg, har blandede minder, når han tænker tilbage.

- Jeg var selvfølgelig glad og stolt, da jeg blev udtaget. Men det var en kamp, hvor 100 spillere havde meldt afbud, og så blev der plads til mig. Jeg følte ikke rigtigt, at jeg kunne overbevise om mine kvaliteter på den tur, siger Fermandez til bold.dk.

Der var hård kamp om pladserne i det danske angreb tilbage starten af 1990´erne, hvor Heine Fernandez scorede et hav af mål for Silkeborg.

- Jeg har altid været i rimelig skarp konkurrence. Som ung spiller konkurrerede jeg med Preben Elkjær og Michael Laudrup. Senere kom blandt andre Flemming Povlsen og Brian Laudrup til, fortæller han.

Bo Johansson, der afløste Richard Møller Nielsen, havde på et tidspunkt bud efter angriberen, der dog ingen lyst havde til at vende tilbage i rødt og hvidt.

- Jeg var over 30 år, og sagde til Bo Johansson, at det ikke nyttede noget. Jeg fandt det dengang håbløst, og anbefalede ham i stedet at tage nogle af de unge. Som ung spiller kan du bruge landsholdet som et udstillingsvindue til at komme til udlandet. De drømme havde jeg ikke længere, siger angriberen, der efter 246 kampe og 96 mål for Silkeborg skiftede til Viborg i 1998.

Et udlandseventyr blev det aldrig til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg har ikke været heldig og dygtig nok. Jeg havde tilbud på et tidspunkt, men var uheldig at blive skadet. Det er tit og ofte sådan tingene hænger sammen. Jeg har selv oplevet Jakob Kjeldberg ryge til Chelsea, fordi en latterlig Glenn Hoddle sidder på tribunen og holder øje med en anden spiller. Kjeldberg lavede så et pragtmål med venstrebenet og blev hentet til London som venstreback, selvom han var højrebenet, fortæller en storgrinende Heine Fernandez.

- Dengang havde man ikke ti agenter til at arbejde for sig, og det var langt mere tilfældigt, om man kom til udlandet. Selvfølgelig handlede det også om, at man var dygtig og havde spillet landskampe.

I 2001 skiftede Heine Fernandeztil FC København, hvor han igen kom en smule ind i landsholdsvarmen. Denne gang under Morten Olsen, der benyttede ham i to ligalandskampe. Siden gik turen over AB til HB Torshavn på Færøerne.

- Det var meningen, at jeg skulle have været træner på fuld tid deroppe, men jeg fandt ud af, at jeg kunne være med og spillede så nogle kampe som spillende træner.

Fernandez, der i dag er blevet 42 år, førte klubben til mesterskabet i 2004, men blev i den efterfølgende sæson fyret på grund af svigtende sportslige resultater. Siden har han ikke haft meget kontakt til fodboldens verden.

- Jeg træner nogle drenge fra årgang 95 i B.1903. Det er en fornøjelse. De hører sgu efter i modsætning til de voksne, slutter Fernandez med et kæmpe grin.


Foto:

16 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0