Yousuff Butt vogter til dagligt buret på danmarksserieholdet BGA, men samtidig er målmanden fast inventar på det pakistanske landshold. Butt er således på ny udtaget til tre venskabskampe, og drager til Pakistan i næste uge.
- Jeg tager afsted i starten af næste uge, og støder så til landsholdet dernede. Vi skal spille to kampe mod Nepal, og derefter tager vi til Maldiverne, hvor vi skal møde dem i en kamp. Det er bare træningskampe, som vi skal bruge til forberedelse til kvalifikationskampene til Asia Cup, som vi skal spille til marts, siger Butt til bold.dk.
Yousuf Butt kæmper med en anden målmand om pladsen i buret for landsholdet, og trods godt med spilletid, vil Butt ikke pege på sig selv som førstemålmand.
- Der er mig og en anden målmand, som er faste omkring landsholdet, og det er svært at sige, hvem som er førstevalget. Men jeg har fået spilletid hver gang, jeg har været med landsholdet, så på den måde kan man vel godt kalde mig fast mand.
23-årige Yousuf Butt har tidligere stået på mål for HIK, Birkerød og Skjold, og kæmper til dagligt på klubplan for danmarksserieholdet BGA. Og selvom Butt er glad for tilværelsen på den københavnske vestegn, lægger han ikke skjul på, at ambitionerne rækker til mere.
- Jeg vil gerne op at spille på et højere niveau en dag. Jeg har spillet mange år i divisionerne, og det er dér, jeg gerne vil spille. Men jeg er rigtig glad for at være i BGA, og jeg skifter kun, hvis den rette klub henvender sig. Jeg skal føle, det er et rigtig valg, hvor jeg kan blive i mange år, ellers skifter jeg ikke, siger Butt.
Udover Yousuf Butt, som foreløbig er noteret for syv A-landskampe for Pakistan, skal også Butts bror Yaqoob Butt fra danmarksserieholdet Skovshoved, samt 2. division Øst spillerne Hassan Bashir fra Nordvest FC og Mohammad Ali fra Avarta med til Pakistan.



Glostrup FK
CampoBet 3. division
Pakistan





























