








Den tidligere landsholdsspiller Martin Laursen skal resten af sæsonen træne Søllerød-Vedbæk fra 2. division Øst i samarbejde med klubbens direktør Claus Larsen, og lørdag var den pensionerede forsvarsspiller for første gang ved roret i kamp.
Hjemme på Rundforbi Stadion tog Laursens tropper imod Hvidovre, der efter nedrykningen fra 1. division i sidste sæson har fået en god sæsonstart i 2. division.
Laursen fik en aldeles fremragende begyndelse på sin trænerkarriere, idet Søllerød-Vedbæk allerede efter ti minutter kom foran på et selvmål, men derefter gik det kun ned ad bakke for hjemmeholdet.
Ti minutter efter åbningsmålet havde Stefan Sørensen og Jesper Christjansen vendt kampen for Hvidovre, og inden pausen blev det både 3-1, 4-1 og 5-1 ved Jonas Hebo Rasmussen, Stefan Sørensen og Hebo Rasmussen igen.
Jackie Christensen øgede til 6-1 efter en times spil, og selvom Daniel Lindsten og Mads Blomberg i slutfasen fik begrænset nederlaget, så endte det med en gedigen 3-6-lussing til Laursen og Søllerød-Vedbæk.
Sejren betyder, at Hvidovre overtager førstepladsen i 2. division Øst fra HIK, der tidligere lørdag tabte til Vanløse.
Hvidovre åndes i nakken af Herlev, der indtager andenpladsen efter en 3-1-sejr over Birkerød, der kom foran i femte minut ved Ercan Demirbas, men siden måtte se ligatopscorer Anders Kaagh og Morten Larsen (i to omgange) sikre hjemmeholdet sejren.
Nordvest FC vandt 3-0 ude over fusionsklubben SC Egedal blandt andet takket være to mål af Martin Koch, og endelig sluttede det målløst, da Rishøj tog imod B 93.


Holbæk
B.93
BSV
Birkerød
Herlev
Hvidovre IF
Rishøj
CampoBet 2. division
SC Egedal
































