AC Horsens var lige ved og næsten i denne sæson, hvor man tabte pokalfinalen og lige nøjagtigt blev snydt for bronzen til sidst. Men det har trods alt været en flot sæson, hvor man opnåede klubbens højeste placering nogensinde.
Bedst blandt adskillige markante profiler i AC Horsens-truppen har midtbane-generalen Martin Retov været ifølge trænere, ledere og spillere i klubben.
- Jeg er rigtig stolt af og glad for prisen. Det er dejligt at få prisen af folk, der har med fodbold at gøre og som ser mig til daglig. Holdet har haft en rigtig god sæson, men det er altid dejligt med personlig anerkendelse, og jeg sætter stor pris på kåringen, siger Martin Retov til klubbens hjemmeside og fortsætter:
- Vi har haft en sæson, hvor vi har præsteret rigtig godt og stabilt, og vi er ikke dykket i ret mange kampe. Det har været et mål for både holdet og mig personligt, at vi har leveret en god præstation efter et nederlag, og det er lykkes meget godt.
Morten 'Molle' Rasmussen og Martin Spelmann kom ind som nummer to og tre i afstemningen.


AC Horsens
3F Superliga




























