
Da der her til aften blev fløjtet til pause-te i Birmingham, var det ikke usandsynligt, at OB’erne ville kunne levere overraskelsen. Med 0-0 og en udmærket indsats fra fynboerne i første halvleg levede håbet om en samlet sejr i Intertoto Cup-finalen stadig. Men Villa satte sig fuldstændig på begivenhederne efter pausen og sikrede sig med en 1-0-sejr adgang til UEFA Cuppen.
Selv om det ikke blev til kæmpechancer, var OB ikke helt ufarlige i første halvleg. Halvlegens mest dramatiske øjeblik indfandt sig dog, da Wilfred Bouma efter et lille kvarters spil røg uheldigt ud af en tackling. Hollænderen måtte bæres fra banen med store smerter i anklen og blev kørt direkte på hospitalet. Langsomt kom holdkammeraterne sig over chocket, og da de kom på banen til anden halvleg satte de tingene på plads.
Efter 48 minutter var Zat Knight tæt på at bringe Villa foran på en dødbold, men Arek Onyszko reagerede hurtigt på den tårnhøje Villa-forsvarers hovedstød. Bare et par minutter efter måtte den polske keeper dog se sig passeret.
Stortalentet Ashley Young strøg ned af venstrekanten og efter et par træk ind i banen, bankede den lille englænder bolden op i krydset til 1-0. Målet var et hårdt slag for OB’erne, og efter 62 minutter var Gabriel Agbonlahor tæt på at fordoble føringen efter en fiks vending i feltet.
Et par minutter senere var det John Carews tur til at være lige ved at score. Nordmandens hovedstød prellede dog af på overliggeren, og Onyszko nåede lige præcis at bokse bolden væk foran næsen på Martin Laursen.
OB-angrebet med Djiby Fall og Björn Runström faldt, som anden halvleg skred frem, helt ud af opgøret, og hjemmeholdet havde ingen problemer med at styre videre mod UEFA Cuppen. Med en kontrolleret indsats kørte englænderne den fortjente 1-0-sejr i hus.


OB
Aston Villa
Intertoto Cup
































