Tilbage i juli måned var AGF for første gang i 15 år med i en europæisk turnering, men mødet med Dila Gori var mere end aarhusianerne kunne klare. Især angriberen Mate Vatsadze var hård ved AGF, han nettede således tre gange i de to kampe.
Det overbeviste AGF-sportschef Brian Steen Nielsen, han har nu hentet 23-årige Vatsadze til klubben.
- Vi fik et rigtig godt indtryk af Mate i de to kampe mod FC Dila Gori, hvor han voldte os store problemer. Vi har efterfølgende fulgt ham nøje og er kun blevet bestyrket i, at han er en dygtig angriber, der kan gøre en forskel på vores hold og i Superligaen, siger sportschefen til klubbens hjemmeside.
- Det var en god mulighed, der bød sig, og vi valgte at slå til, fordi han har den helt rigtige profil - både i forhold til hans spillemæssige kvaliteter og alder. Han skal naturligvis bruge lidt tid på at vænne sig til helt nye forhold, men jeg er ret overbevist om, at han bliver en gevinst for os - både i denne sæson og på længere sigt.
Vatsadze, der har spillet fem landskampe for Georgien, har i 2012 scoret 18 mål i 20 kampe for Dila Gori. Han har skrevet under på en tre et halvt år lang kontrakt med AGF.


AGF
Dila Gori
3F Superliga
Umaglesi Liga































