Rasmus Würtz kommer hverken til udlandet eller til at spille sin kontrakt med AaB ud. I stedet skifter den 23-årige landsholdsspiller til FC København, hvor han har fået en femårig kontrakt. Dermed får AaB alligevel penge for spilleren, som de egentlig havde indstillet sig på at lade gå gratis til vinter.
- Vi havde egentlig indstillet os på at gøre brug af Rasmus’ kvaliteter i efteråret, men da vi og FCK opnåede enighed om en - for os - aldeles fornuftig salgspris, så var det op til Rasmus at træffe en afgørelse, siger AaB’s sportsdirektør Lynge Jakobsen i en pressemeddelelse.
Rasmus Würtz ser frem til udfordringen i FC København efter fem sæsoner i det nordsjyske.
- Jeg kommer til at træne og spille med de bedste spillere i Skandinavien og jeg ser frem til nogle spændende europæiske kampe. Samtidig har jeg altid været imponeret over stemningen i Parken. Nu får jeg den som hjemmebane, så jeg ser glæder mig til at jeg skal løbe på banen og fremover have fansene på min side, siger Rasmus Würtz til FC Københavns hjemmeside.
Samtidig har FC København bekræftet, at de køber Morten Nordstrand i FC Nordsjælland.


FC København
AaB
3F Superliga


















