3F Superliga -Poul H: Perfekt med Silberbauer
2012-10-16 21:36:18
Foto: Jesper Poulsen / bold.dk

Poul H: Perfekt med Silberbauer

OB’s sportsdirektør Poul Hansen mener, at lejesvenden Michael Silberbauer allerede har været et stort aktiv for Fyns fodboldflagskib, men er fortsat afvendende i forhold til at gøre skiftet permanent. Lige så afvendende er han i forhold til Andreas Johansson, som har kontraktudløb om to måneder.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

OB fik på transfervinduets sidste dag tilgang af landsholdsspilleren Michael Silberbauer. Han har indtil videre fået fire kampe for fynboerne, og sportsdirektør Poul Hansen er ikke i tvivl om, at Silberbauer var en god investering.

- Han er en dygtig spiller, og vi havde et behov for at få nogle spillere ind med en vis alder og erfaring, og det fik vi i ham og Krisztian Vadocz. De kom på det helt rigtige tidspunkt og havde både sult og en god alder, og det var perfekt for os, som er ved at spille et ungt holdt sammen, at der pludselig kom to spillere med internationalt niveau ind, som straks gik ind i truppen, som havde de altid været en del af den. Integrationen var overstået på to dage. Nogle gange falder tingene bare så heldigt ud. Det passede som fod i hose og var suverænt for os, siger Poul Hansen til bold.dk.

Trods sin tilfredshed med lejesvenden forholder sportsdirektøren sig dog fortsat afventende til muligheden for at hente Young Boys-spilleren permanent efter aftalens udløb næste sommer.

- Der er ikke nogen deadline, for der ligger ikke nogen aftale omkring det. Men det kan sagtens blive et tema. Lige nu har vi en lejeaftale, og så tager vi det andet senere. Der er altid tre parter med i det spil, og mange flere faktorer - hvor ligger vi i ligaen, hvor ser han helst sig selv, og hvad vil Young Boys eksempelvis? Jeg aner ikke, hvor de står, og det tror jeg næsten heller ikke, at de selv gør endnu.

Afventning er i det hele taget et buzzord i Odense-klubben lige nu. Således må også uafklarede kontraktsituationer, eksempelvis Andreas Johanssons, der udløber om to måneder, vente.

- Inden for en 14 dages tid kigger vi nok på det, men vi har ikke sat en dato på det. Andreas og jeg har hele tiden været enige om at tage det stille og roligt og så kigge på det, når vi synes, at det er tid, siger Poul Hansen.

- Der kommer heller ikke til at ske noget - eller i hvert fald ikke ret meget - i transfervinduet. Vi har en interesse i at prøve at ryste det her hold sammen efter at have skiftet næsten halvdelen af truppen ud på otte-ni måneder. Vi vil have ro over tingene.

OB ligger på sjettepladsen i Superligaen efter 12 runder.

Annonce
Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce