Ni landskampe havde 21-årige Simon Kjær på bagen, da han i 2010 drog med landsholdet til VM i Sydafrika og spillede de to første gruppekampe fra start. To år senere er han oppe på 22 optrædender for national-mandskabet og har ikke mindst en masse erfaring i sin bagage efter to seneste to sæsoner hos Wolfsburg og Roma.
Han erklærer sig både stærkere og mere rolig end dengang i Sydafrika. Nedturene har hærdet ham.
- Alt var jo nyt dengang. Denne gang ved jeg, hvad der skal ske og hvordan tingene fungerer i og omkring truppen. Det giver mig meget mere ro, og forhåbentligt kan jeg overføre det til banen, siger Kjær til bold.dk og fortsætter:
- Jeg har været gennem perioder, som for en fodboldspiller måske ikke er så sjove, men de er til gengæld meget sunde. Jeg har set bagsiden af medaljen, og jeg ved nu, at man med hårdt arbejde og gå-på-mod kan komme styrket ud af de dårlige perioder.
- Jeg er styrket meget siden 2010, og jeg møder op med meget mere tro på tingene nu. Ikke mindst i kraft af den sidste gode periode i Roma, siger Kjær.
Kjær rystede i løbet af foråret et par småskader af sig og sluttede sæsonen af som stamspiller i Roma. I alt blev det til 24 kampe i sæsonen.
mikael@bold.dk


EM
Danmark






























