I Gruppe F var Rusland meget tæt på en VM-billet med tre point ned til rivalerne Portugal inden aftenens sidste runde. Fabio Capellos mandskab gæstede upåagtede Aserbajdsjan, og det duftede allerede tidligt af VM for Rusland.
Efter 16 minutter fandt Aleksandr Samedov nemlig Roman Shirokov med en fornem stikning, og Zenit-spilleren gjorde det sikkert til 1-0.
Det lignede en sikker VM kvalifikation, da hjemmeholdet i andet halvleg kom en mand i undertal, men i sidste minut udlignede Javadov meget overraskende til 1-1. Rusland beholdt dog det ene point og er dermed klar til VM-slutrunden i Brasilien.
Samtidig tog Portugal uden en belejligt karantæneramt Cristiano Ronaldo hjemme imod Luxembourg. Det blev en komfortabel hjemmesejr, hvor udeholdets Aurelien Joachim blev udvist allerede efter 28 minutter. Herefter kom målene og efter 30 minutter scorede Silvestre Varela efter flere chancer for Portugal til 1-0.
Seks minutter senere øgede Nani til 2-0 efter en flot hæl fra Joao Moutinho og 12 minutter før tid lukkede Helder Postiga til resultatet 3-0, som dog ikke gør andet end at sende Portugal i den forventede playoff om en VM-plads.
Slutteligt spillede Israel og Nordirland 1-1.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar