


OB spillede i sidste sæson uafgjort i 16 af 33 SAS Ligakampe. Tendensen er fortsat i de seneste ugers træningskampe, to gange har man spillet 1-1 mod SAS Ligamodstandere, Randers FC og AaB, og i dag så det så længe ud til at blive alle gode gange tre.
I sæsonens første betydende kamp, i Intertoto Cuppen, mødte man på udebane TPS Turku. Fynboerne fik en sand drømmestart, da Djiby Fall allerede efter fire minutters spil gjorde det til 1-0. Johan Absalonsen sendte et indlæg ind fra venstre, og så kunne senegaleseren sende kuglen i kassen.
Kort før pausen kom det finske hjemmehold så tilbage, med god hjælp fra OB. Fynboerne tog sig en gevaldig blunder i forsvaret, og efter lidt fumlen rundt, fik Thomas Helveg sendt bolden i eget net.
Efter pausen satte OB sig på kampen, om end Turku havde nogle kontrachancer. Helt ufortjent var det dog ikke at det var danskerne der trak sig sejrrigt ud, via en scoring fra Chris Sørensen, direkte på frispark, kort før tid.
Med 2-1 står OB med gode kort på hånden før returkampen i Odense i næste weekend. Den samlede vinder møder Aston Villa i to kampe om en plads i UEFA Cuppen.


OB
Turku PS
Intertoto Cup

































