






Thisted måtte i sidste spillerunde se sig passeret af Aarhus Fremad i toppen af tabellen, da Århusklubben rejste hjem fra Thisted med en 3-1-sejr i bagagen, men efter onsdagens opgør er Thisted atter at finde på andenpladsen i 2. division Vest.
Andenpladsen kom i hus, da Thisted takket være mål af Martin Nielsen, Mikkel Agger og to gange Mickey Berg Kristiansen gæstede og slog bundholdet Holstebro 4-1. Shayan Shaphar stod for hjemmeholdets reduceringsmål.
Mens Thisted gæstede Holstebro tog Aarhus Fremad imod bundholdet fra Otterup, som efter tyve minutters spil tillod Peter Rask Jensen at bringe hjemmeholdet i front. Gæsterne formåede imidlertid at svare igen, da Laust Obling godt midtvejs i anden halvleg sørgede for slutresultatet 1-1, og dermed sikrede bundholdet et noget uventet point.
Et andet sted i Århus tog Brabrand imod Skovbakken, og her tydede meget på en hjemmesejr, da Jeppe Sand med fem minutter tilbage af kampen sendte Brabrand i front. Men her endte det også med en pointdeling, for få minutter senere havde Nikki Steffensen atter bragt balance i regnskabet, og det regnskab blev der ikke pillet yderligere ved.
Middelfart G og BK hentede endnu en sejr, da de gæstede B 1908, som blev slået med 2-1, mens bundkampen mellem Lindholm IF og Rishøj efter 2-2 endte med en pointdeling.