Efter et langt skadesforløb måtte Mike Tullberg for snart to år siden stoppe karrieren. Den tidligere AGF'er er dog langt fra færdig i fodboldens verden, han har således kastet sig over trænergerningen.
Tullberg startede for halvandet år siden som træner i en mindre tysk klub, men allerede i sommer rykkede han et skridt op om U23-assitenttræner i Oberhausen, hvor han også stoppede karrieren som spiller.
- Jeg blev i januar hevet ned som assistent på vores U19-hold, da det ikke gik så godt der. Vi var så tre assistenter og en cheftræner, men den ene assistent og træneren blev i går smidt ud, siger Tullberg til bold.dk.
- Jeg har nu overtaget som cheftræner, sammen med en assistenttræner. Der var ikke så meget betænkningstid. At man som 28-årig dansker kan stå som den yngste træner i U19-Bundesligaen er fantastisk.
Oberhausen er et stykke under stregen i U19-Bundesligaen, så 28-årige Tullberg har intet at tabe.
- Med vores midler er det svært, og vi er også otte point under nedrykningsstregen. Men vi har ikke noget at tabe, vi kan kun overraske. Vi har ikke vundet i 12 kampe i træk, så der er ikke noget pres på os, siger Tullberg.
- Jeg kan kun gå ind og overraske, der er hverken pres på mig eller spillerne. Vi vil kæmpe alt det vi kan for at blive i rækken, og vi har sådan set alt at vinde i denne situation. Klubben har sagt, at jeg skal tage det som en udfordring.
I de kommende uger venter kampe mod nogle af Tysklands bedste ungdomshold, med nogle af landets største talenter.
- Om et par uger møder vi Schalke på udebane. De har en spiller, der har en frikøbsklausul på 350 millioner kroner, Donis Avdijaj. Han tiltrækker interesse fra de største klubber i verden, siger Tullberg.
- Det er det bedste af det bedste ungdomsfodbold over hovedet, og Schalke er da også i kvartfinalen ved UEFA Youth League. Vi skal derudover også møde Dortmund og Leverkusen, så det bliver ikke bedre.
Tullberg har indtil videre indgået en aftale frem til sommer, men parterne er enige om, at danskeren fortsætter i jobbet inæste sæson også.
jesper@bold.dk


Oberhausen































