Transfervinduet er i gang, og det udnyttede AaB onsdag til at hente midtstopperen Daniel Granli på en permanent kontrakt til 2024.
Købet af nordmanden er næppe det sidste, som nordjyderne kommer til at foretage sig i transfervinduet, fortæller sportschef Inge Andre Olsen til bold.dk.
- Jeg forventer, at nogle spillere skal ud, hvilket vi allerede sagde efter sommerens transfervindue. Truppen er lidt stor, fordi vi har hentet en del nye spillere, og så er der nogle, som ikke vil få så meget spilletid, så vi arbejder på, at nogle skal søge andre steder hen for at udvikle sig og være tættere på startopstillingen i andre klubber, siger Inge Andre Olsen.
AaB's norske sportschef oplever også interesse for flere spillere, og der bliver blandt andet arbejdet på at sælge to af holdets stamspillere fra defensiven.
- En af dem er Jores Okore, som vi lagde en plan for i sommer, da vi lavede en ny kontrakt. Vi aftalte, at vi skal gøre alt for at sælge, og det forsøger vi, så godt vi kan, og der er lidt interesse for ham.
- Jacob Rinne er også en spiller, som vi snakker meget med, i forhold til om han skal videre i dette vindue eller næste vindue. Vi arbejder på forskellige ting, siger Olsen.
Er det som sådan planen, at Rinne og Okore skal sælges nu?
- Vores aftale med spillerne er, at det er det, vi arbejder mod, men der skal jo også være klubber, der lægger nok penge på bordet, så det er interessant for AaB og spillerne.
Er det for meget at sige, at I håber på at få dem solgt i dette vindue?
- Det er det nok. Vi arbejder ud fra planen, at de skal sælges, men det er ikke sådan, at vi håber, at de bliver solgt, hvis det er til billige penge. Vi har selvfølgelig nogle økonomiske krav, som skal opfyldes, før det er aktuelt, siger Inge Andre Olsen.
Mens 28-årige Okore har kontraktudløb til sommer, har ét år yngre Rinne halvandet år tilbage af sin aftale i det nordjyske.
Selvom AaB har fokus på at få tyndet ud i truppen, bliver der også kigget på mulige forstærkninger, hvilket først og fremmest gælder offensiven.
- Vi arbejder også på at forstærke os, og i den forbindelse kigger vi primært efter spillere til angrebet, siger Inge Andre Olsen til bold.dk.
AaB indleder forårssæsonen med en hjemmekamp mod FC København den 3. februar.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
AaB
3F Superliga

























