2024-05-14 17:32:00

AaB betaler stadig medejere for særlig ydelse

AaB betaler cirka 140.000 kroner om måneden til et selskab, som flere af klubbens tyske investorer står bag. Den aftale består i det kommende prospekt, AaB udsender inden for ganske kort tid.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 30. runde

FT

AaB

1 - 0

FCF

Godt 1,7 millioner kroner.

Det er, hvad oprykkerne fra AaB hvert år betaler den tyske konsulentvirksomhed BPTC for blandt andet at hjælpe klubben med at udvikle en sportslig strategi og implementere et ensartet spillekoncept.

En konsulentvirksomhed, der drives af flere af de selvsamme skikkelser, som sidder i nordjydernes tyske ejerkreds, Sports Strategy Excellence 22 (SSE22).

Aftalen har faktisk været i stand siden januar 2023, men blev først nedfældet på papir maj samme år, da AaB udsendte et 129 sider langt prospekt i forbindelse med en aktieemission, efter at SSE22 sikrede sig 20 procent af AaB's aktier i foråret 2023 og siden udnyttede deres ret til at blive majoritetsaktionær.

Med andre ord bruger AaB hver måned cirka 140.000 kroner på at lade sig konsultere af klubbens medejere. Pengene betaler de til BPTC, som SSE22's ledende figur Bernard Peters står i spidsen for, og som blandt andre også har AaB-bestyrelsesmedlem Jan Peters og sportsdirektør Ole Jan Kappmeier ansat. 

Ifølge det føromtalte prospekt er konsulentaftalen som udgangspunkt bindende uden at kunne opsiges frem til december 2027, ligesom den kommer til at være ligeså udtalt i det nye prospekt, som Niels David Nielsen forventer at kunne sende ud til offentligheden i midten af juni.

Artiklen fortsætter efter billedet

AaB -AaB betaler stadig medejere for særlig ydelse
Foto: Henning Bagger/Henningbagger/Ritzau Scanpix

Det bekræfter AaB-bestyrelsesformanden over for Bold, og han fortæller samtidig mere om, hvorfor klubben har valgt at afsætte og fastholde godt 1,7 millioner kroner om året til personer, der allerede er medejere af klubben.

- Hvis spoler tiden tilbage til midten af 2022, konkluderede vi, at vi manglede nogle til at hjælpe os med at lægge en sportslig strategi og stå for driften af det sportslige setup i AaB. I den proces stødte vi så på de her tyske gutter fra Hamborg (SSE22, red.), som vi har kendt gennem mange år, og de ville gerne fungere som konsulenter for os. Det lød godt, men vi havde også brug for at få tilført flere penge ved at få en storaktionær.

- Det ender med, at vi indgår en aftale med SSE22, der kører på, at de skal skyde 15 millioner kroner ind, som de så gjorde i marts 2023 og senere 45 millioner kroner, som også gjorde dem til ejere af 50,5 procent af aktierne i klubben. Vi lavede på daværende tidspunkt en aftale med konsulentvirksomheden BPTC, hvor de seks tyskere, der ejer SSE22, reelt set kommer fra, fortæller Niels David Nielsen.

Så hvordan adskiller SSE22 sig fra BPTC? 

- Jamen det er de samme personer. De personer, der ejer BPTC, er de personer, der stiftede SSE22. SSE22's eneste formål i AaB er at eje aktier. Så er det sådan, at SSE22 har hentet penge hos eksterne investorer, og de investorer har ikke noget med BPTC at gøre. 

Gennem deres ejerskab er bestyrelsesmedlem Jan Peters og sportsdirektør Jan Ole Kappmeiers kompetencer allerede i AaB. Hvorfor bruger I midler på at få adgang til dem?

- Det er rigtigt, at vi har kvalifikationer i vores bestyrelse, men det er jo ikke bestyrelsens opgave at gå ned i detaljer om den sportslige drift. Det er en yderligere opgave, siger Niels David Nielsen, hvilket han også tidligere har udtalt til Nordjyske.

- Thomas Hitzlsperger (AaB-bestyrelsesmedlem og investor, red.) kommer ofte op til os i Aalborg. Bernard Peters er løbende i dialog med træneren også. De yder en kæmpe indsats, og vi bruger deres netværk ofte. 

- Faktisk havde vi allerede inden vores aftale om aktionærindskuddet lavet en midlertidig aftale med BPTC. Så de ydede konsulentarbejde allerede fra 1. januar 2023. De var en del af det hele inden indskuddet. Det betyder ikke, at vi ikke har en masse gode kompetencer selv, men vi havde brug for at steppe op på det område.

De honorarer, som Thomas Hitzlsperger og Jan Peters modtager for at være en del af AaB's bestyrelse, skal dog modregnes de 140.000 kroner, hvilket også fremgår af prospektet.

Ingen betydning for regnskabet
2023 var på mange måder et historisk trist år for AaB, der rykkede ud af Superligaen for første gang nogensinde. 

Siden præsenterede man regnskabet for året, og det viste et minus på godt 34,5 millioner kroner efter skat, hvilket man også havde forventet.

Men på trods af det har det aldrig været på tale at stryge konsulentaftalen med BPTC, understreger Niels David Nielsen. Også selvom den på papiret strækker sig til og med 2027.

- Nej, det har vi ikke overvejet. Vi har overvejet, at vi har brug for at styrke vores sportslige del, og det har vi brugt en del penge på. Det forsøger vi også at skrive i vores årsrapport. Årsagen til, at vi kom ud med så stort et underskud, er at vi konverterer en masse ressourcer over til den sportslige del. Både til førsteholdet og akademiet. 

- Vi har brug for deres kompetencer i en lang periode, og derfor er vi glade for, at vi kunne lave en aftale, som strækker sig så langt. Og vi forventer selvfølgelig, at der også bliver leveret. Vi har et fælles møde hvert kvartal, hvor vi følger op på, om vores strategi bliver efterlevet, og om vi udvikler tingene, som vi skal.

AaB sikrede sig oprykning i weekenden og bliver dermed igen en del af Danmarks fineste fodboldselskab.

Artiklen fortsætter efter indholdet

1. div - 30. runde

FT

AaB

1 - 0

FCF

Annonce

14 kommentarer

Se kommentarer
Annonce