AaB-bestyrelsesformand Torben Fristrup meldte forleden ud, at den nordjyske klub inden 2022 skal være blandt de fire stærkeste mandskaber i 3F Superligaen.
Det betyder altså, at der skal opjusteres en del hos nordjyderne, som siden mesterskabet i 2014 ikke er endt højere end femtepladsen.
Bestyresesformanden er bevidst om udfordringen, og han ved, at AaB skal have sig en stærkere trup, og at det koster penge.
- Vi kan jo godt se, at det er den vej, det går i øjeblikket, hvor klubberne får dyrere og dyrere spillertrupper, og hvis det er sådan, det skal være, så er vi også klar til at investere, siger han til Nordjyske.
- Vi er stadig funderet i, at vi skal være baseret på spillere fra Nordjylland suppleret med gode udenlandske profiler og tidligere spillere, der vender hjem. Men hvis vi på kort sigt skal investere yderligere, så ved jeg, at vi har en god og stabil aktionærkreds, der er klar til at hjælpe os.
- Det er også en af grundene til, at vi er så glade for, at der blev givet så stor opbakning på generalforsamlingen, siger Torben Fristrup med henvisning til den generalforsamling, hvor AaB fik bemyndigelse til at gennemføre en kapitaludvidelse.
AaB-bossen har tidligere meddelt, at han er åben for udenlandske investorer.


AaB
3F Superliga





























