2025-12-09 17:42:00

AaB er på vippen: Vi gør alt

I et interview med Bold evaluerer sportschef John Møller efteråret i AaB og ser frem mod det afgørende forår.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

AaB tilbringer vinteren på sjettepladsen i BetiniaLigaen med 26 point efter 18 kampe.

Men Kolding IF ånder dem i nakken med samme antal point, og dermed balancerer nordjyderne med fire kampe tilbage af grundspillet med livet i top-6.

I et interview med Bold ser AaB’s sportschef John Møller tilbage på efteråret.

- Vi fik en meget blandet start med kun otte point efter otte kampe, og hvor truppen og setuppet omkring førsteholdet ikke var på plads.

- Men efter transfervinduet, hvor vi fik hentet de sidste forstærkninger, og truppen begyndte at sætte sig, er vi blevet stærkere og sværere at spille imod.

- Vi har haft kampe, hvor vi toppræsterer, spiller godt og laver mange mål - og så har vi haft kampe, hvor spillet ikke flyder, men hvor vi stadig formår at få point. Vi er blevet væsentlig stærkere som enhed.

AaB lå efter de første otte spillerunder på tiendepladsen med otte point og 10-12 i målscore.

- Det er klart, at når man rykker ned fra Superligaen og siger farvel til mange stabsmedlemmer og har en stor udskiftning på spillerfronten, så kan det ikke undgå at have en påvirkning.

- Det tror jeg også var det, vi så tidligt i efterårssæsonen, hvor holdet ikke havde sat sig. Derfor har det også været vigtigt for os at få lavet de ændringer.

Stor udskiftning
Der var travlt i AaB i sommerens transfervindue, hvor klubben agerede helt frem til lukketid.

Blandt andet lykkedes det nordjyderne at lande en aftale med AIK Stockholm, så handlen med midtstopperen Benjamin Tiedemann blev lukket, mens Adam Andersson også blev hentet ind på en etårig aftale.

Tidligere i vinduet havde AaB også sikret sig det offensive es Kornelius Normann Hansen. Og det er blot nogle af dem.

Nordjyderne lavede over 15 handler i det travle vindue.

Især Benjamin Tiedemann, der hurtigt blev gjort til anfører, og Kornelius Normann Hansen har vist sig som vigtige handler.

- Når jeg ser tilbage på efteråret, er det mest positive klart, at vi er blevet en meget stærkere enhed, mere kompetitive og har skabt en bund i holdet.

- Det fortæller mig, at vi er på vej et bedre sted hen. Der er stadig rigtig lang vej og mange point at spille om, men vi bygger stille og roligt på.

I balancerer lige nu på vippen til top-6?

- Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at komme med i top-6. Det er det, der ligger foran os, og det, vi skal jagte i foråret.

Hvilke konsekvenser følger med – udover sportslige – hvis I misser top-6?

- I udgangspunktet skal vi ikke ændre på noget. Det, det handler om for os lige nu, er, at vi forsøger at bygge et stærkere AaB til fremtiden. Det er derfor, vi har lavet de her ændringer i vores stab og organisation, fordi vi gerne vil have et styrket AaB.

- Både til forårssæsonen, men også til de kommende sæsoner. Det er der, vores fokus er nu.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce