19-årige Magnus Christensen er blevet rykket op i AaB's Superliga-trup i denne sæson og har fået 10 Superliga-kampe. AaB har tilsyneladende været godt tilfredse med ham, og det bliver han nu belønnet for.
AaB melder, at de har forlænget med den unge midtbanespiller, der nu er at finde i klubben indtil sommeren 2020.
- Magnus kom til AaB i en ung alder og har siden gennemgået en imponerende udvikling i AaB’s ungdomssystem, indtil han i sommer blev rykket op i Superligatruppen. Her har han i løbet af sit første halve år bevist, at han kan være med på højeste niveau gennem de starter og indhop, som han har haft, siger sportsdirektør Allan Gaarde i en pressemeddelelse.
- Som spiller er han en teknisk dygtig midtbanespiller og besidder et godt overblik. Samtidig er han meget rolig på bolden, og han har været hurtig til at tilpasse sig tempoet og niveauet i Alka Superligaen. Vi tror på, at han på sigt kan være med til at føre arven videre fra Rasmus Würtz og Kasper Risgård på den centrale midtbane, hvis han fortsætter sin udvikling i samme tempo, vurderer Gaarde.
Christensen har været i AaB's startopstilling i tre Superliga-kampe.


AaB
3F Superliga































