

Der var vigtige point på spil, da FC Midtjylland fredag aften fik besøg af nedrykningstruede AaB.
FCM var uændret til kampen, mens AaB havde Nicklas Helenius og Malthe Højholt tilbage i startopstillingen. 18-årige Theo Sander var bænket til fordel for Nico Mantl.
FCM startede kampen bedst, og det gav blandt andet en chance til Gustav Isaksen, der sendte en afslutning mod mål efter 12 minutter.
Mantl, som var startet en smule usikkert i AaB-målet, var dog på plads og reddede sikkert.
AaB kom bedre og bedre med, og efter 25 minutter var de meget tæt på at komme foran.
Louka Prip tvang Jonas Lössl ud i en fin redning, og efterfølgende blev et indlæg fra Allan Sousa farligt, da det ramte overliggeren. Situationerne endte dog uden mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

AaB-presset blev ved og næste store chance stod Helenius for. AaB-angriberen var helt alene i feltet efter et indlæg fra Prip, men hans hovedstød blev flot reddet af Lössl.
Prip ramte kort tid efter stolpen, og to minutter før pausefløjt gik den ikke længere for FCM.
Daniel Granli sendte et indlæg videre til Allan Sousa, der flugtede bolden i mål med højrebenet.
Scoringen skabte stor jubel i AaB-lejren, som også kunne fejre en 1-0-føring ved pausen. Målet var Sousas syvende i denne 3F Superliga-sæson.
Isaksen med fine muligheder og scoring til sidst
Gustav Isaksen var en konstant trussel for FCM, og i begyndelsen af anden halvleg havde han to fine chancer.
Først sparkede han en god mulighed forbi mål, mens han kort tid efter blev pillet af Mantl, efter han var blevet sendt i dybden. Fortsat 1-0 til AaB.
FCM tog konsekvensen af stillingen efter 57 minutter, da de lavede en tredobbelt udskiftning.
Emiliano Martínez, Frederik Heiselberg og Mads Døhr Thychosen forlod banen, og de blev erstattet af Júnior Brumado, Aral Simsir og Paulinho.
Udskiftninger fik dog ikke den ønskede effekt for Thomas Thomasbergs mandskab, der fortsat var bagud med tyve minutter igen, hvor de dog fik en god chance.
Et flot angreb endte foran fødderne på Kristoffer Olsson, som sendte sin afslutning fra kanten af feltet lige på Mandl.
FCM fik en ny chance små ti minutter senere på et frispark, men Mandl og stolpen fik reddet i fællesskab.
I stedet fik indskiftede Lucas Andersen chance for at lukke opgøret i den anden ende, men Lössl hev en flot redning frem.
Redningen skulle vise sig at være vital for FC Midtjylland, som udlignede kort tid efter, da Isaksen trak bolden ind til venstrebenet og sendte et langskud, der blev rettet af, i målet.
Til sidst var FCM tæt på at stjæle alle tre point, men Olssons hovedstød røg snert forbi mål.
Der kom ikke flere scoringer i opgøret, og dermed endte det 1-1 i en kamp fyldt med højdepunkter.
Resultatet betyder, at AaB nu har syv point op til AC Horsens, mens FCM er nummer syv med fire point ned til OB.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Midtjylland
AaB
3F Superliga
























