Efter 44 kampe og to mål er Sebastian Otoa fortid i AaB.
Den 20-årige stopper skifter tilværelsen i Aalborg og Superligaen ud med Genova og Serie A.
AaB-sportsdirektør James Gow kalder det en blåstempling af klubbens strategi, at man er lykkes med at sælge Otoa til Genoa.
- Både på Sebastian Otoa og AaB’s vegne er jeg glad for, at dette skifte er lykkedes. I AaB er det en klar del af vores strategi at udvikle vores akademispillere til nøglepersoner, som kan præstere på vores førstehold.
- Men vi anerkender også, at spillere har ambitioner om at konkurrere på et endnu højere niveau, og vi stræber efter at sikre, at de i givet fald kommer til den højest mulige liga til gavn for både spilleren og klubben.
- At sælge direkte til en Top 5-Liga i Europa er en blåstempling af strategien og en cadeau til de trænere og ledere, som har gjort et kæmpe stykke arbejde siden Otoas ankomst til AaB. I dag fremstår Sebastian Otoa som en elegant forsvarsspiller, der mestrer stort set alle spillets facetter og hans potentiale er enormt.
- Genoa har fulgt Otoa længe og har bekræftet sin seriøsitet ved at agere tidligt i transfervinduet, og vi glæder os over at have indgået en meget tilfredsstillende aftale, der både gavner spilleren og styrker AaB som klub, fastslår James Gow.
Sebastian Otoa får en 3,5 år lang kontrakt med option for yderligere et år i Genoa.

AaB
Genoa
Serie A
























