Som regerende Superliga- og pokalmestre ligger der et vist pres på AaB i den kommende sæson. Men klubben vil ikke formulere en målsætning om at slutte i top et eller andet. Ifølge sportschef Allan Gaarde handler det i stedet om at sætte nogle mindre delmål.
- Vi snakker om præstationer i stedet for mål. Vores målsætninger er nogle andre ting end top to eller top tre, det er ikke det, vi snakker om, siger Allan Gaarde til bold.dk og forklarer:
- Vi snakker om hele tiden at forbedre vores spil, jeg snakker om at forbedre rammerne, og spillerne snakker om at vinde den næste bold. Vi drømmer selvfølgelig om igen at være med i toppen, det er logisk. Men det er ikke det, der fylder vores tanker, siger Gaarde.
Ifølge sportschefen handler det om ikke at kigge for langt frem.
- Vi blev mestre og pokalvindere blandt andet fordi, at vi var rigtig gode til at fokusere. Det bliver også kodeordet næste år, at kunne fokusere på opgaverne. For os er det andet for unuanceret. Vi bliver nødt til at sætte nogle mål, vi for alvor kan gøre noget ved. Det andet er vores drømme. Dem har vi selvfølgelig, og vi har masser af ambitioner og sult.
- Jeg synes, at vi har en fantastisk dygtig trup med masser af udviklingspotentiale. Det ser fornuftigt ud. Spillerne er sultne, og det er trænerstaben også. Det tror jeg er basis for, at vi også kan præstere fremover, siger Allan Gaarde.
AaB åbner Superliga-sæsonen 2014/15 ude mod SønderjyskE om otte dage.
kristian@bold.dk


AaB
3F Superliga





















