Nedrykkerne fra FC Helsingør har været ganske stærkt kørende i starten af sæsonen i 2. division gruppe 1, men Helsingør ser ud til at have fået sig en konkurrent i Jylland.
Aarhus Fremad har således været lige så stærkt kørende som Helsingør, og begge klubber topper efter 10 kampe de to rækker med 23 point.
FC Helsingør-træner Morten Eskesen har bemærket, at der er gang i noget godt på Riisvangen.
- Folk bemærker, at vi har vundet nogle meget store sejr, men Aarhus Fremad bliver altså også ved med at imponere ved at hive nogle sejre hjem, og de har lige så mange point som os, siger Eskesen til bold.dk.
- Det er måske ikke så sprudlende og med lige så mange mål, men det er solidt, og de lukker jo nærmest ikke nogle mål ind, og det er da noget, vi holder øje med.
Ikke en tvekamp - endnu
FC Helsingørs forsvarsspiller Nikolaj Hansen påpeger, at det er for tidligt at kalde oprykningskampen for en duel mellem Helsingør og Aarhus Fremad.
- Det er for tidligt at sige, at det bliver en tvekamp mellem os og dem, for der er nogle stærke hold, både i vores egen række og i vestrækken, men lige nu er det selvfølgelig et hold, vi holder lidt øje med.
- Vi kan ikke gøre noget ved Aarhus Fremad eller de øvrige hold i deres række, før vi skal mødes i foråret, så vi må bare holde fokus på at vinde en masse kampe i efteråret, så vi står bedst muligt rustet inden da.
- Når vi skal i gang med de afgørende kampe i foråret, bør vores niveau også være højere. Vi er en trup, som ikke har spillet meget sammen, og som har en ny træner, så vi bliver bedre og bedre som hold, siger Hansen til bold.dk.



FC Helsingør
Aarhus Fremad
CampoBet 2. division






























