AB har mandag været på rov hos rivalerne Brønshøj, hvorfra de nyoprykkede akademikere henter back- og kantspilleren Sebastian Lassen.
- Sebastian Lassen er en meget hårdtarbejdende spiller, som er god både offensivt, såvel som defensivt. Han kan spille både back og kant, og er en ung spiller med et stort potentiale, som jeg håber han kan udfolde i AB, siger cheftræner Per Frandsen til klubbens hjemmeside.
- Sebastian er stærk og hurtig, så vi får en spændende og arbejdsom spiller ind. Med Sebastian i truppen har vi også en god konkurrence på flere pladser, og jeg ser frem til at han kan udvikle sig her.
22-årige Lassen glæder sig til at repræsentere akademikerne.
- Det bliver et step op at komme til AB, hvor der er et helt andet setup, og jeg glæder mig til at spille for den kulisse, som der er i klubben. Jeg er en meget ærgerrig type, som kæmper til det sidste, bruger min fysik og er god i 1-mod-1 situationer, siger Lassen.
- Jeg elsker den interne kamp i kampen mod min direkte modstander, og nu håber jeg at jeg kan vinde fansenes hjerter. Med min baggrund har jeg hørt et tilråb eller to på Gladsaxe Stadion, men nu ser vi fremad, og så er det op til mig selv at vende dem, lyder det fra AB’s nyindkøb.
Lassen fik sin fodboldopdragelse i Lyngby.



Brønshøj Boldklub
AB
CampoBet 2. division



























