





I den russiske liga har Oliver Abildgaard og Rubin Kazan haft en særdeles dårlig sæson, hvor de i sæsonens sidste kamp lørdag skulle forsøge at sikre overlevelse med point hjemme mod Ufa.
Ufa, som på forhånd lå under Kazan på rækkens næstsidste plads skulle bruge en sejr for at komme videre til overlevelsesplayoff, men det startede skidt for gæsterne.
Således kunne Vitali Lisakovich sikre Rubin en 1-0-føring efter 37 minutters spil, da han bankede bolden i kassen fra ellevemeterpladsen.
Den føring, som bragte Rubin Kazan op i playoff-zonen, holdt frem til ti minutter efter pausen, hvor indskiftede Vladisov Kamilov gjorde det til 1-1 med en førstegangsafslutning i feltet.
Det lignede da også slutresultatet, som altså ville have givet Oliver Abildgaards mandskab en livline i form af playoff-spil, men kampen fik i stedet en meget hektisk slutfase.
Her kunne Dilan Ortiz således bringe gæsterne fra Ufa i front med 2-1 i kampens sidste minut til kæmpe jubel for gæsterne, som med sejren tog den playoff-plads, som Rubin ellers havde indtaget.
Ortiz udnyttede et stort forsvarskoks på midten af banen til at løbe en halv banehalvdel og selv gøre arbejdet færdigt idet spilleuret akkurat gik ind i det 90. minut.
Derfor fik gæsterne også særdeles dårlig mave, da dommeren i det ottende minuts overtid pegede på pletten og tildelte Rubin et tyndt straffespark.
Det straffespark, som gennemgik et VAR-tjek, skulle 1-0-målskytten Vitali Lisakovich tage sig af, så han gik til bolden mens der stod 102 minutter på uret.
Herfra gik hviderusseren til bolden og brændte via stolpe ud til kæmpe skuffelse for hjemmepublikummet, som dermed rykker ned til den næstbedste russiske række.


Rubin Kazan
FC Ufa
Premier League

























