AC Horsens har kun én angriber i Superliga-truppen, men det bliver ikke unge Mark Asp, som skal hjælpe holdet til at score mål i foråret.
Klubben meddeler således, at Asp spiller resten af sæsonen i Ringkøbing IF, som har lejet ham sæsonen ud.
- Mark Asp har præsteret fantastisk på vores U19-hold og har leveret fine præstationer, når han har trænet med Superliga-truppen og spillet reserveligakampe, men hvis han skal tage næste skridt i sin udvikling, så skal han spille kontinuerligt på et højere niveau, og det får han mulighed for i Ringkøbing.
- Det er en rigtig fin klub med et godt setup, og i foråret skal de kæmpe for at komme længere op i tabellen. Mark får altså mulighed for at spille kampe, der har stor betydning for klubben, og der vil være masser af fysisk power i kampene, hvilket han får gavn af.
- Mark skal træne i AC Horsens to gange om ugen, så vi holder tæt kontakt med ham og vil fortsat arbejde med at udvikle hans individuelle kompetencer. Lejeaftalen er win-win for AC Horsens, Mark Asp og Ringkøbing IF, siger Horsens' talentchef Claus Troelsen i en pressemeddelelse.
18-årige Mark Asp har ikke fået minutter for Horsens i Superligaen i denne sæson, men fik 20 minutter i en pokalkamp.



AC Horsens
Ringkøbing
3F Superliga
CampoBet 2. division



























