


AC Horsens skulle søndag eftermiddag forsøge at glemme seneste rundes 0-5-nederlag til AaB, da Lyngby kom på besøg i Superligaen.
Det jyske hjemmehold havde før opgøret tabt de seneste tre kampe med en samlet målscore på 0-9, og kun i to af holdets syv Superliga-kampe havde de formået at komme på måltavlen.
Oprykkerne fra Lyngby skulle forsøge at hente første point på udebane, hvor sæsonens tre første kampe på fremmed græs havde kastet tre nederlag fra sig.
Gæsterne startede opgøret godt og sad fint på bolden, men det var hjemmeholdet, der fik kampens første store chance. Den tilfaldt Jonas Thorsen.
En blokeret Louka Prip-afslutning endte hos kantspilleren, som trak bolden forbi keeperen og sendte bolden ind mod mål. Han måtte dog se bolden blive clearet på stregen.
Herefter satte Horsens sig på det meste af opgøret, mens Lyngby konstant lurede på kontraangreb. Hjemmeholdet forsøgte at sende høje bolde i feltet, der flere gange gav lidt panik i gæsternes felt, men bolden kom aldrig i mål.
I stedet slog Lyngbys kontramaskine til fem minutter før pausen. En bold blev sendt frem til Emil Nielsen, der tog den til sig og vendte rundt, inden han stak Frederik Gytkjær i dybden, som sikkert gjorde det til pausestillingen 1-0.
Kampbilledet fortsatte efter pausen, hvor Horsens-mandskabet fortsatte jagten på en åben målchance og holdets første scoring i mere end tre og en halv kamp.
Den mission lykkedes med 22 minutter igen. Louka Prip afsluttede, men bolden blev blokeret af Nicolai Geertsen. Dommeren vurderede, at det skete med hånden, og derfor pegede han på pletten. Prip udnyttede det sikkert og gjorde det til 1-1.
Efter scoringen var det fortsat Horsens, der sad på spillet og hele tiden sendte bolde ind i gæsternes felt, mens Lyngby lurede på kontraangreb.
Med ti minutter igen var det tæt på at give bonus, da bolden pludselig endte hos Simon Okosun, der stod fri til en afslutning. Thomas Mikkelsen reddede dog flot i Lyngby-målet.
Anderledes skarp var Jonas Thorsen, da han stod fri i feltet og udnyttede glimrende forarbejde af Rune Frantsen ved at pande hjemmeholdet foran.
Frantsen burde kort efter have gjort det til 3-1, da Lyngby-keeperen kiksede og spillede ham helt fri foran mål. Thomas Mikkelsen kom dog tilbage og gjorde skaden god igen med en flot redning.
AC Horsens formåede at køre 2-1-stillingen i hus, og sejren betyder, at de nu ligger på niendepladsen i Superligaen med samme antal point som dagens modstander, der ligger lige over.


AC Horsens
Lyngby Boldklub
3F Superliga





































