3F Superliga -Ærgerlig SIF-back: Ikke mere fodbold i år
2017-10-27 11:45:01
Foto: Getty Images

Ærgerlig SIF-back: Ikke mere fodbold i år

Mikkel Cramer er blevet opereret i knæet og kommer ikke til at spille mere fodbold på denne side af nytår. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Mikkel Cramer kom til skade, da Silkeborg IF den 19. september mødte Kjellerup i DBU Pokalen. Ni dage senere blev han opereret i knæet.

Det er nu en lille måned siden, og Cramer knokler på at komme tilbage - det har dog lange udsigter.

- Jeg er godt i gang med genoptræning. Jeg har fået at vide, at jeg kan løbe igen, når vi nærmer os december, så det bliver nok ikke til fodbold på den her side af vinterpausen, siger Mikkel Cramer til bold.dk.

Den 25-årige venstreback har dog ikke mistet modet.

- Jeg er ved godt mod. Jeg har ikke ondt. Og når man har en tidshorisont, som man kan forholde sig til, så handler det bare om at klø på i genoptræningen.

- Jeg kommer helt sikkert stærkere tilbage, og jeg kommer helt sikkert tilbage med en stor tro på, at det er mig, der skal spille, siger Mikkel Cramer.

Venstrebacken startede sæsonen med tre kampe på bænken, men i den fjerde gik Gustav Dahl i stykker, og Cramer tog over. I de efterfølgende tre kampe spillede han fuld tid, inden han i opgøret mod AaB igen var henvist til bænken.

I stedet havde Gregor Sikosek sat sig på pladsen, og det er Brøndby-lejesvenden, som Cramer skal forsøge at slå af, når foråret går i gang.

- Jeg tror, konkurrencen er meget lige. Træneren skal afgøre, hvem der kan tilføre holdet mest. Sådan var det også, da Gregor kom til. Jeg var ikke så overrasket over, hvad han kom med, og jeg følte mig egentlig overbevist om, at jeg nok skulle spille, hvis bare jeg gjorde mit.

- Så det var selvfølgelig ekstra træls, at skaden opstod på det tidspunkt, den gjorde, siger Mikkel Cramer.

Den 25-årige back kan få comeback for Silkeborg, når klubben i forårssæsonens første kamp møder AaB.

nicolai@bold.dk

Annonce
Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce