Marco Lund er tilbage i Danmark.
Forsvareren, som har en fortid hos blandt andre Esbjerg fB og OB, har denne sommer forladt ungarske Diosgyori ved kontraktudløb.
I løbet af den seneste periode har Lund døjet med ubehag omkring akillessenen, og derfor har han nu truffet en stor beslutning:
Mandag skal den 30-årige forsvarer opereres i København.
I et interview med Bold sætter han ord på sine tanker omkring det uheldige tidspunkt, hvor han står uden klub. Han var dog aldrig i tvivl.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er et forholdsvist simpelt indgreb, så jeg kan være tilbage på 100 procent om tre måneder, hvis alt går godt.
- Det er klart, det stiller mig i en lidt svær situation, nu hvor jeg står uden kontrakt, men jeg er overbevist om, at det er den rigtige beslutning.
- Jeg har en sult og iver efter at komme tilbage på mit topniveau, så det skal jeg nok komme.
Ifølge forsvareren var det aldrig en mulighed at forsøge at lande en kontrakt uden at fortælle om skaden.
Sådan ønsker han nemlig ikke at starte et nyt samarbejde.
- Den slags vinder ingen noget på. For mig er det vigtigt at kunne kigge mine kollegaer i øjnene, så jeg kunne aldrig finde på at 'fake' et lægetjek. Jeg vil hellere spille med åbne kort.
- Resten af min krop er tiptop, derfor føler jeg mig også sikker på, at jeg nok skal nå tilbage til mit absolutte topniveau.
Den kommende periode kommer til at stå på genoptræning i Danmark.
Netop et comeback til dansk fodbold er heller ikke helt udelukket for den tidligere ungdomslandsholdsspiller.
- Det er svært at forudse, hvad der kommer til at ske.
- På den ene side føler jeg mig ikke færdig i udlandet, men fremtiden kan også være i Danmark. Lige nu er mit fokus på at blive 100 procent klar igen, udtaler Marco Lund til Bold.
Marco Lund har tidligere i karrieren tørnet ud for OB, Esbjerg, IFK Norrköping og senest Diosgyori. Han har spillet 11 danske ungdomslandskampe.

OB
Esbjerg fB
Diosgyori VTK
Norrköping

























