Da Carsten V. Jensen blev sportsdirektør i Brøndby i juli 2019, skete det reelt med fire års forsinkelse.
For Carsten V. Jensen var ikke bare en brandvarm kandidat i 2015 efter fyringen af Per Rud.
Der var reelt allerede en aftale på plads, som daværende klubejer Jan Bech Andersen siden løb fra.
Det afslører den tidligere agent og iværksætter Karsten Aabrink i en bog, der udkommer 5. september med titlen ’Aabrink uden filter’.
Karsten Aabrink fortæller om et møde mellem ham, Carsten V. Jensen og Jan Bech Andersen hjemme hos ham tilbage i 2015 efter Brøndby havde smidt Per Rud på porten.
CV er i top tre
I bogen skriver Karsten Aabrink blandt andet:
- Jeg hjalp ham (Jan Bech, red.) også, da Brøndby i 2015 gik på jagt efter en sportsdirektør, der skulle afløse Per Rud. Jeg anbefalede uden tøven Carsten V. Jensen, som jeg ubetinget mener er den bedste sportsdirektør, vi har i Danmark.
Endda i top-tre over alle de sportsdirektører, jeg har mødt og forhandlet med i europæisk fodbold.
Artiklen fortsætter efter billedet


Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.
Derfor indvilgede jeg i at repræsentere CV, da han og Jan Bech begyndte at tale sig varme på et samarbejde. CV var på kontrakt i FC Nordsjælland, hvor han havde vist fremragende resultater som sportsdirektør.
Nu var han klar til igen at træde et skridt op, så vi mødtes alle tre privat hjemme hos mig for at sikre mest mulig diskretion, skriver Karsten Aabrink og slår fast:
- Jan Bech var en smule nervøs for reaktionerne, der utvivlsomt ville komme, hvis CV skiftede til Brøndby. Det var ikke mere end et års tid siden, han havde været en institution i FC København. CV var til gengæld afklaret med den forventelige storm. Med tiden skulle den nok lægge sig.
Trak aftalen tilbage
- Da vi var blevet enige om betingelserne, sagde CV og jeg farvel til Jan. Nu skulle han bare have den endelig godkendelse fra bestyrelsen (han var hovedaktionær på det tidspunkt, red.) – forventeligt samme aften.

Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.
- Vi forberedte os på et pressemøde, der med garanti ville generere kæmpe opmærksomhed, men opkaldet udeblev.
- Da Jan endelig ringede godt to uger senere, var beskeden overraskende og uventet. Han blev nødt til at trække aftalen tilbage. Brøndby ville gå en anden vej, og kort efter blev Troels Bech ansat som sportsdirektør.
- Jeg synes, det var en underlig proces. Når han som bestyrelsesformand gik så målrettet ind i forhandlinger med CV og forhandlede løn, måtte vi gå ud fra, at han havde rygdækning fra sin bestyrelse. Om det var ham selv, der fik ’second thoughts’ (andre tanker, red.) ved jeg ikke, men det var et uskønt forløb, som jeg ikke gav meget for. Igen undrede det mig, at han som ejer og bestyrelsesformand ikke var i større kontrol og mere afklaret, skriver Karsten Aabrink i bogen.
Fire år senere ringede Jan Bech igen til Karsten Aabrink og her kom der som, bekendt en aftale i stand, så Carsten V. Jensen blev sportsdirektør i Brøndby.
Men det skete ikke uden dramatik. For alt foregik bag ryggen på daværende sportsdirektør Ebbe Sand, der ikke vidste, at Jan Bech var i færd med at ansætte Carsten V. Jensen i hans stilling.
Gjorde det stik modsatte
Jan Bech Andersen og Karsten Aabrink havde opbygget en form for en relation, fordi de havde sommerhus tæt på hinanden i Hornbæk.
Jan Bech Andersen kontaktede Karsten Aabrink, efter han havde købt Brøndby i 2013.
Han ville gerne vide mere om klubben og om, hvad han kunne forvente sig af en klub af Brøndbys størrelse.

Foto: Jakob Dall/Ritzau Scanpix.
I bogen skriver Karsten Aabrink:
- Vi mødtes flere gange. Som regel i vores sommerresident i Hornbæk, hvor vi begge havde sommerhus.
- Jeg anbefalede ham at holde sig i baggrunden og lade sin direktør og sportslige ansvarlige om at være klubbens ansigt udadtil, så han ikke gjorde sig sårbar i pressen. Jeg rådede ham også til at fokusere på at sætte retningen og sørge for at skabe stabilitet i en turbulent tid.
Alligevel gjorde Jan det stik modsatte. Han kastede sig ud i flere store interviews og strøede om sig med store armbevægelser og ambitioner, skriver Karsten Aabrink og slår fast:
- Jan mærkede konsekvenserne af sine handlinger på den hårde måde under den famøse Oscar-gate”, hvor han i et offentligt fanforum kritiserede cheftræner Thomas Frank og sportschef Per Rud via en anonym bruger ved navn Oscar. Det forløb fulgte jeg med stor undren.
Det var dumt og uprofessionelt og et mønstereksempel på, at en klubejer skal holde sig i baggrunden. Som øverst ansvarlige bliver du nødt til at følge hjernen frem for hjertet.
Når det er sagt, skal man ikke underkende Jan Bechs betydning for Brøndby med al den kapital, han har skudt ind i klubben. Han har været og er fuldstændig afgørende for Brøndby, hedder det i bogen.
Bold har været i kontakt med Brøndbys bestyrelsesformand, Jan Bech Andersen, der har fået forelagt de oplysninger, som fremkommer i Karsten Aabrinks bog.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Hans eneste kommentar:
- Det er ti år siden og hvem bekymrer sig om det i dag, siger Jan Bech Andersen.
Aabrink uden filter er titlen på en ny bog om iværksætteren og agenten Karsten Aabrink. Den udkommer 5. september på forlaget Momenta.

Brøndby kan udnytte Nørgaard-klausul
Hattrick | Afsnit 91Thomas Nørgaard er en brandvarm kandidat i Brøndby, som ikke vil få de store problemer med at købe cheftræneren fri af Sønderjyske.
Læs mere
Brøndby IF
3F Superliga






































