2022-08-05 12:37:45

Agent: FCM-stortalent skal ingen steder

Der er stor interesse for FC Midtjyllands Valdemar Byskov Andreasen, men planen er, at han skal fortsætte sin udvikling i Herning, fortæller hans agent Danny Olsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

17-årige Valdemar Byskov Andreasen er et Danmarks største talenter på den offensive midtbane. 

Han er allerede rykket op i FC Midtjyllands A-trup og har hidtil befundet sig i periferien af de hold, først Bo Henriksen og siden Henrik Jensen har udtaget til kampene.

Hans gode optrædener på såvel U-holdene i FC Midtjylland og U-landsholdene har fået store, europæiske klubber til at rette søgelyset mod Byskov Andreasen, som i spillestil minder om Christian Eriksen.

Senest kunne B.T. melde, at belgiske Club Brugge pønser på at line et bud op i størrelsesordenen tre millioner euro for stortalentet.

Men han skal ingen steder lige nu, siger hans agent, Danny Olsen, til bold.dk.

- Planen er, at Valdemar skal blive i FC Midtjylland og fortsætte sin gode udvikling. Han er i et rigtigt godt miljø, hvor han hver dag lærer fra nogle af de allerbedste spillere i Superligaen, siger Olsen til bold.dk.

Agenten har selv en karriere i FC Midtjylland på cv’et med otte sæsoner på heden. Det ligger dog ikke i kortene, at Valdemar Byskov skal blive så længe i klubben.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Haha, nej. For det første er Valdemar et langt større talent, end jeg var som 17-årig, og for det andet skal han - hvis han fortsætter i samme spor - prøve sig af i udlandet på et tidspunkt.

- Vi synes bare, at det er for tidligt nu, da vi gerne ville passe ekstra på vores talenter og først rykke dem ud over landets grænser, når den helt rigtige, sportslige mulighed opstår, siger Danny Olsen.

Kunne Club Brugge ikke være det?

- Det kunne det sagtens være. Ligesom andre klubber kunne være det, men lige nu har vi is i maven, siger Olsen

Valdemar Byskov Andreasens kontrakt udløber i sommeren 2024.

4 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0