Jean Michael Seri ser ikke ud til at følge Fulham ned i den næstbedste engelske række efter klubbens nedrykning fra Premier League i den foregående sæson.
Flere klubber udtrykker ifølge spillerens agent interesse for Seri, og spillerens lejr er klar til at lytte til nogle af dem.
- Vi ved, at der er en masse snak om AC Milan for Jean Michael Seri. På nuværende tidspunkt kan jeg kun sige, at vi må vente og se, siger agenten Franklin Mala ifølge Football Italia til Calciomercato.com.
Også AS Roma er, ifølge Football Italia, meldt interesseret i midtbanespilleren, og spilleragenten er ikke afvisende.
- Vi ville tage disse muligheder til overvejelse. Vi har en masse valgmuligheder og vil vælge, hvad der er bedst for spilleren. Der er mange klubber, der er interesseret, og det er alt, jeg kan sige, lige nu.
Agenten havde dog lidt mere på hjerte, idet han var ganske klar i mælet, da spørgsmålet lød på Jean Michael Seris salgspris.
- Fulham vil have 185 millioner kroner, afslører Franklin Mala.
Den ivorianske landsholdsspiller kom til Fulham sidste sommer efter gode sæsoner hos franske Nice.


Fulham
AC Milan
Roma
Championship
Serie A




























