


Torsdag aften gik AGF videre i Sydbank Pokalen uden de store problemer, da de satte Frem på plads på Valby Stadion og vandt med 3-0.
Her formåede David Nielsens tropper at afgøre opgøret på blot fire minutter i første halvleg, hvor Aarhus-mandskabet scorede samtlige af deres tre mål.
Efterfølgende var AGF-cheftræneren dog imponeret over Frem, hvor både spillere og fans gjorde en god figur af sig, og han håber da også, at klubben snart er tilbage i 3F Superligaen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det fortæller Nielsen i et interview med Århus Stiftstidende.
- Jeg får kuldegysninger over en fodboldklub som denne. Der er mere end 3.000 tilskuere herude i Valby, og de leverede en fantastisk atmosfære. Jeg håber af hele mit hjerte, at Frem kommer tilbage til toppen af dansk fodbold. Der er noget St. Pauli-potentiale over Frem. Det er en fed klub.
Det er dog ikke helt hen i vejret at sammenligne de to klubber, da Frem og St. Pauli faktisk er venskabsklubber, som har spillet flere kampe mod hinanden.