Begge forsvarsbrødrene har haft debut på SAS Liga-mandskabet - for 21-årige Kaspers vedkommende daterer debutten sig helt tilbage til en alder af 17 år, hvor han var med i en kamp i mod FCK i Parken under Ove Christensens tid som træner i Århus-klubben, mens Anders, der i dag er 18 år, også kun var 17, da han debuterede imod FCM i efteråret.
Højrebenede Kasper Kure (billedet)har spillet 17 kampe på AGFs førstehold, og han scorede sit første og hidtil eneste mål i den vanvittige kamp imod FCM i efteråret, hvor hans lillebror fik sin debut.
Han har trænet med AGFs førsteholdstrup i det seneste år og har en række U-landskampe på sit CV.
Venstrebenede Anders Kure er indtil videre noteret for seks optrædener de De Hvides bedste mandskab.
Han blev for nylig udtaget til U20-landsholdets sommertur til Milk Cup i Nordirland, hvor modstanderne er USA, Tyskland og Wales. Anders Kure har spillet på U-landshold siden U16-landsholdet.
- Vi er glade for at kunne beholde de to dygtige spillere i klubben. Det er godt at have spillere i SAS-Ligatruppen med tilhørsforhold til både AGF og Århus, så vi får en god blanding, siger AGF-direktør Frank Heskjær til klubbens hjemmeside.
I sidste uge måtte AGF sige farvel til et andet brødrepar, der også har spillet i klubbens ungdomsafdeling i årevis. De 17-årige tvillinger Anders og Kristian Kaagh - hvoraf førstnævnte spillede fire SAS Liga-kampe i den netop overståede sæson - skrev kontrakt med ligarivalerne Viborg.


































