AGF har modtaget en stor bøde.
De skal nemlig betale 50.000 kroner i bøde for homofobiske tilråb, som kom i opgøret mellem Hillerød Fodbold og AGF i 4. runde af Oddset Pokalen.
Det fremgår af en kendelse fra Fodboldens Disciplinærinstans.
Hændelsen skete i kampens 34. minut, hvor en spiller fra Hillerød Fodbold lå ned og modtog skadesbehandling.
Artiklen fortsætter efter billedet

En tilskuer, der befandt sig i AGF's tilskuerafsnit, kom her med de homofobiske tilråb, der nu har udløst en straf til aarhusianerne.
De homofobiske tilråb fik dommerne til at reagere. De oplyste stadionspeakeren om hændelsen, og speakeren kunne melde over stadionets højtaleranlæg, at homofobiske tilråb ikke må forekomme.
Det medførte en kampafbrydelse på 30 sekunder. Efterfølgende blev tre vagter placeret ved afsnittet, og der kom ikke flere tilråb ifølge dommerens indberetning fra kampen.
Kendelsen kan indbringes for Fodboldens Appelinstans inden to uger efter afsendelsen af kendelsen.

AGF
Oddset Pokalen
Hillerød


































