De to tidligere Brøndby-stjerner Thomas Kahlenberg og Daniel Agger har sammen arrangeret en allstar-kamp på den københavnske vestegn. Kampen får deltagelse af en masse gamle kanoner.
Kampen skal skabe et overskud, som både Læger Uden Grænser og Brøndby får glæde af.
Læger Uden Grænser får 250.000 kroner af overskuddet, mens resten ryger i Brøndbys klubkasse, som i øjeblikket ikke ligefrem bugner.
Thomas Kahlenberg og Daniel Agger skal selv i aktion for det Brøndby-hold, der kommer til at bestå af folk som Kim Vilfort, Ebbe Sand, Johan Elmander og Ruben Bagger.
De skal spille mod et allstar-hold, som består af spillere, der har været i øvrige Superliga-klubber. Det drejer sig om blandt andre Thomas Helveg, Lars Jacobsen, Bo Henriksen, Jesper Grønkjær og Steven Lüstü.
Daniel Agger er glad for opbakningen fra de mange spillere.
- Det fællesskab, der er særligt for Brøndby IF, har vist sin enorme styrke de seneste måneder. Man står sammen. Ingen af de spillere, vi har rakt ud til, har bedt om betænkningstid. Selvfølgelig vil de være med.
- Der bliver nok noget rust, der skal bankes af hos flere af spillerne, men det vigtige er, at publikum får en speciel oplevelse og en tur ned ad Mindernes Allé. Og så skal vi gerne have samlet så mange penge ind som muligt til gavn for både Brøndby IF og Læger uden Grænser til organisationens arbejde over hele verden, siger Agger til brondby.com.
Kampen bliver først spillet, når myndighederne tillader, at der kommer tilskuere på tribunerne igen.
De to hold ser indtil videre således ud:
Brøndby: Mogens Krogh, Auri Skarbalius, John Faxe Jensen, Kim Vilfort, Dan Anton Johansen, Søren Colding, Daniel Agger, Kim Daugaard, Thomas Kahlenberg, Martin Retov, Ebbe Sand, Peter Graulund, Ruben Bagger og Johan Elmander.
Superliga-allstars: Lars Høgh, Karim Zaza, Lars Jacobsen, Thomas Helveg, Michael Gravgård, Steven Lustü, Martin Albrechtsen, Niclas Jensen, Nicolai Stokholm, Stig Tøfting, Nikki Zimling, Martin Jørgensen, Jesper Grønkjær, Bo Henriksen og Steffen Højer.
Troels Bech skal agere som træner for allstar-mandskabet.