Morten Wieghorst har måttet melde fra til de kommende to Nations League-kampe på grund af mindre stress-symptomer, meddeler DBU mandag.
Det bliver i stedet assistenttræner Lars Knudsen, der vil stå i spidsen for Danmark i kampene mod Schweiz og Serbien, og han er klar på at hjælpe, selvom det er på en trist baggrund.
- Jeg er først og fremmest rigtig ked af, at Morten har måttet melde fra til de kommende to kampe på grund af sygdom, siger Lars Knudsen til dbu.dk.
- Jeg er selvfølgelig klar til at hjælpe holdet og DBU gennem den her samling sammen med Daniel Agger og spillerne.
- Jeg kender holdet og staben, og jeg har heldigvis været inddraget i Morten og Daniels overvejelser og drøftelser de seneste uger. Jeg er optimistisk, og den her opgave kommer vi til at løfte sammen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Assistenttræner Daniel Agger er også med på at give en ekstra tørn i den udfordrende tid.
- Jeg har nydt at arbejde sammen med Morten de seneste uger, og jeg er rigtig ked af, at han ikke er med i de kommende to landskampe, siger Daniel Agger til dbu.dk.
- Men sygdom kan ramme os alle, og jeg ser frem til, at han er tilbage igen. Jeg har haft gode snakke med Lars, så jeg er meget fortrøstningsfuld, og vi kommer til at give alt for at løfte holdet sammen med spillerne, så vi kan give danskerne nogle fede kampe i Parken.
Lars Knudsen og Daniel Agger udtager tirsdag truppen til de to Nations League-kampe. Det skulle have været mandag, men er altså rykket.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Danmark
UEFA Nations League A






























