Arbejdernes Landsbank har besluttet sig for at stoppe som hovedsponsor i Superliga-klubben Brøndby, men banken har ingen planer om at stoppe i Brønshøj Boldklub.
De to parter er således blevet enige om at forlænge hovedsponsoratet, så det nu løber til udgangen 2022.
- Vi har samarbejdet med de gode folk i Brønshøj Boldklub i en del år, og en forlængelse var helt naturlig. Arbejdernes Landsbank og Brønshøj Boldklub er et rigtig godt match, og vi glæder os til at fortsætte det gode samarbejde, siger Peter Froulund, som har ansvaret for sponsorater i banken.
Også i 2. divisionsklubben er der glæde, fortæller formand Jan Juul Jørgensen.
- Vi er glade og stolte over denne aftale med Arbejdernes Landsbank, som er en af de største spillere inden for fodboldsponsorater i disse år. Vi glæder os til at videreføre det gode samarbejde med den meget fodboldinteresserede bank, siger han.
Arbejdernes Landsbank er sponsor hos blandt andre AGF, Vejle Boldklub og FC Nordsjælland.


Brønshøj Boldklub
CampoBet 2. division































