Man kan roligt sige, at den netop overståede sæson har været begivenhedsrig for SønderjyskE.
I efteråret fik klubben den amerikanske Platek-familie ind som nye ejere, inden Hans Jørgen Haysen i foråret forlod klubben. Herefter det kom frem, at der havde været en personalesag med den tidligere sportschef, som trak en masse overskrifter.
Sportsligt var SønderjyskE uhyre tæt på at komme i top seks, mens klubben for andet år i træk spillede sig i pokalfinalen, som dog denne gang blev tabt med 0-4 mod Randers.
I sidste spillerunde led SønderjyskE endnu et 0-4-nederlag til AaB, der således snuppede førstepladsen i nedrykningsspillet, og onsdag eftermiddag er det hele så blevet afrundet med fyringen af Glen Riddersholm.
Sidstnævnte ærgrer midtbaneprofilen Mads Albæk.
- Man er lidt rystet. Jeg havde ikke set den komme, så på den måde er jeg overrasket. Man kan godt tænke sig, at når der kommer ny ejer ind, som vil sætte sit præg på det, at han måske vil gøre noget anderledes.
- Alle, som kender Glen, ved, at han har kant og har sin egen måde at gøre tingene på, og hvis amerikaneren ikke synes, det passer ind, er han i sin gode ret til at gøre det, men jeg er da overrasket på den dårlige måde, siger Albæk til bold.dk.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi var jo et mulehår fra at kunne gøre den her sæson historisk med en top seks-placering og en pokaltitel. Fodboldverdenen er så sort-hvid, for vi kunne nok have haft den bedste sæson i klubbens historie, hvis vi var kommet i top seks og havde vundet pokalen for andet år i træk.
- Det er en verden, som på mange måder er fantastisk, men også viser sin barske side, siger Mads Albæk.
Næppe skiftet til SønderjyskE uden Riddersholm
Mads Albæk kom til SønderjyskE i 2019, og han lægger ikke skjul på, at Glen Riddersholm havde en stor aktie i det.
- Glen var én af grundene til, at jeg kom til SønderjyskE. Som jeg også sagde, da jeg kom hertil, tror jeg ikke, at jeg havde skrevet under med SønderjyskE, hvis ikke han var træner. Han har haft en stor betydning for mig, siger Albæk.
Gør fyringen så ekstra stort indtryk på dig?
- Ja lige præcis. Jeg kender hans familie og børn rigtig godt, så jeg er også ked af det på deres vegne. Glen som træner har en familie bagved, der støtter ham, så på deres vegne er jeg også ked af, at det er endt sådan her.
- Nu kender jeg ikke lige historien bag det hele, så jeg kan jo ikke svare på vegne af Glen, om det er noget, han er enig i eller hvordan og hvorledes, men jeg synes, det er ærgerligt. Jeg har oplevet en klub, hvor tingene er gået i en god retning. De unge begynder at vise lidt mere, end da jeg kom til, hvor der ikke var meget gang i dem.
- Hele strukturen er blevet forbedret med ansættelsen af flere folk, et godt trænerteam og gode fysioterapeuter. Hele den vej rundt er det nærmest blevet forbedret måned for måned, siden jeg er kommet til. Så på den måde er jeg ærgerlig over, at det slutter sådan.
- Med de ting, der er sket i dag og alt det andet, føler man til tider ikke, at det er SønderjyskE, man har spillet i - nye ejere, Haysen-sagen, fyringen af Glen nu og alle de her resultater, der har været på godt og ondt.
- På den måde har vi jo været i vælten, i forhold til at vi nok ellers ikke er den klub i Danmark med allermest interesse udefra, siger Albæk.
Dårligt forløb med nye ejere
SønderjyskE's amerikanske ejere er blevet debatteret en del, og Mads Albæk erkender, at forløbet ikke har været helt optimalt på det seneste.
- Jeg synes, forløbet kunne have været bedre med de nye ejere, siden de er kommet til. Nu lyder det til, at der kommer flere penge til klubben, bedre forhold og de ting, men det har vi jo også kun ventet på, siden de tog over.
- Vi har mistet Alexander Bah og har ikke fået nogen nye spillere ind med tilsvarende niveau, og der synes jeg også godt, at man har kunne mærke på Glen, at han har stået alene med tingene og har manglet sin højre hånd, i forhold til da Haysen var der. Jeg synes, det har været et dårligt forløb, siger Albæk.
Kan du forstå, hvis nogle SønderjyskE-fans tænker, hvad det er, der sker med deres klub efter alle de her sager?
- Puh... jeg ved ikke lige, om det stadig er, men man har jo også fornemmelsen af, at der er en del SønderjyskE-fans, som nogle gange er utilfredse med vores resultater, men jeg tror, det er, fordi de har glemt lidt, hvilken klub de holder med, fordi resultaterne er blevet bedre med tiden.
- Vi spillede os i pokalfinalen og tabte forfærdeligt med 0-4, som ikke skal ske, men vi kom trods alt i pokalfinalen for andet år i træk, som er noget stort i sig selv, siger Albæk og tilføjer:
- På den måde ved jeg ikke, om de skal være utrygge over noget. Nu lyder det jo til, at klubben skal gå en ny retning, og at der skal komme nogle nye mennesker ind i de forskellige kloge stillinger. Vi glæder os bare til at se, hvem det er, for det har vi også gået at vente på længe.
Får alt det her dig til at overveje din situation og fremtid i klubben?
- Nej altså... Da jeg skrev under med SønderjyskE, vidste jeg godt, at på et eller andet tidspunkt ville Glen eller jeg forlade skuden. Det er jo bare et spørgsmål om tid i den her fodboldverden, og jeg kom også fra en kaotisk tid i Kaiserslautern med mange trænere og sportsdirektører, så det er en del af gamet.
- Jeg har en kontrakt, jeg skal forholde mig til. Jeg skrev under på en lidt længere kontrakt, så på den måde gik jeg også ind i det med en aftale med SønderjyskE om, at vi skulle gøre noget sammen over længere tid, så på den måde tænker jeg ikke over min egen karriere nu og her, siger Mads Albæk til bold.dk.
Den 31-årige midtbanespiller har kontrakt til sommeren 2023 i SønderjyskE.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Sønderjyske
3F Superliga

























