



23. marts 2025 er en dato, som vil gå over i historien hos Real Madrid.
For første gang nogensinde lykkedes det Real Madrids kvinder at slå rivalerne fra FC Barcelona i El Clasico denne søndag.
Og det var blandt andet takket være en dansker.
Landsholdsspiller Caroline Møller fik en sjælden startplads, men hun viste med det samme sit værd. Hun kom frem til flere flotte forsøg, og lige inden pausen viste Møller klassen.
Møller slog et fremragende indlæg i boksen, som Alba Redondo kunne heade ind i netmaskerne til 1-0, og så gik Real Madrids kvinder ellers amok i ren jubel.
Hun er i øvrigt ikke beslægtet med den tidligere Real Madrid-stjerne Fernando Redondo.
Artiklen fortsætter efter billedet

FC Barcelona formåede at svare igen ved Caroline Graham, og så lignede det, at Barca igen ville køre Real Madrid midt over, som de har haft til vane at gøre.
Barcelona fik faktisk sendt bolden i mål med ni minutter igen, men Jana Fernandez blev dog fløjtet for offside, så Real Madrid slap med skrækken.
Real Madrids kvinder ville det anderledes, og derfor sikrede de sig den historiske sejr, da skotske Caroline Weir blev den store heltinde med to mål i slutminutterne i øsende regnvejr.
Sejren var i hus, og den var tiltrængt for Real Madrid.
I 18 kampe i træk havde Real Madrid tabt til FC Barcelona, som havde en samlet målscore på hele 66-7 i El Clasico.
Men 19. gang blev lykkens gang for Real Madrid, som også har Signe Bruun med på holdet. Hun kom dog ikke på banen.
En historisk triumf for Real Madrids kvinder, som efter 23 kampe stadig er på andenpladsen med fire point op til FC Barcelona.
Men det tænker Caroline Møller, Signe Bruun og resten af Real Madrid-holdet nok ikke på i dag.


Barcelona (k)
Real Madrid Femenino (k) (k)































