

FC Helsingør sluttede på tredjepladsen i 1. division og skal dermed ud i playoff mod Viborg, som sluttede tredjesidst i landets bedste række, for en plads i Superligaen.
Første kamp blev spillet onsdag aften i Nordsjælland, og her lagde hjemmeholdet godt ud på en bane, som var præget af hård vind.
Helsingørs vævre spillere fik ofte udfordret Viborgs defensiv, mens gæsterne omvendt havde svært ved at få gang i offensiven og primært forsøgte at kombinere sig igennem i højresiden.
Hjemmeholdet ville i første halvleg gerne have straffespark, da bolden ramte Jonas Thorsens hånd i feltet, men dommerens fløjte forblev tavs.
Helsingør maste på, og blandt andre Pierre Larsen og André Riel var aktive, men Viborg holdt stand og kunne gå til pause med 0-0.
Viborg kom skidt ud til anden halvleg, og efter få minutter kom hjemmeholdet i front. Store Rasmus Minor steg til vejrs på et hjørnespark og headede bolden i kassen til 1-0 til stor jubel for de fleste af de fremmødte 3.382 tilskuere, hvilket er ny stadionrekord.
Helsingør fortsatte de gode takter efter scoringen og formåede at sidde på kampen mod Viborg, som fortsat havde svært ved at tage styringen.
Undervejs i halvlegen virkede Helsingør dog til så småt at løbe tør for kræfter, og Viborg kom derfor bedre og bedre med.
Knap 20 minutter før tid gav det udligningen. Alexander Jakobsen modtog et højt indlæg i feltet efter flot forarbejde fra Christian Sivebæk, og Jakobsen helflugtede på fornem vis læderet i kassen til 1-1.
Herefter var det Viborg, som jagtede kampens tredje scoring, mens de trætte Helsingør-spillere havde rigeligt at se til med at forsvare sig.
Gæsterne kom tættest på en scoring ved Jonas Kamper, men målet kom ikke, og med 1-1 er alt fortsat åbent før returopgøret i Viborg på søndag.